Den britiske sundhedsminister, Matt Hancock, har fået et voldsomt problem på halsen: Vejret. Det er for godt.

Med udsigt til helt op til 26 graders varme i påsken forudser han, at det bliver svært at holde folk inde eller i det mindst holde afstand, når de bevæger sig udenfor.

Hans nødråb her op til weekenden kan meget let gå hen og blive ignoreret af en befolkning, der er ramt hårdt af coronasmitten, men altså også kan lokkes til at se stort på regeringens påbud i påsken.

»Hold jer væk fra parker og strande. Bliv hjemme. Det her bliver en test af nationens vilje til at holde virussen stangen,« som han sagde til briterne.

Dødstallet

Det britiske politi benytter sig både af patruljer i parker og på strande samt droner for at lokalisere, hvor folk klumper sig sammen. Tusinder af briter er indlagt på landets hospitaler, og dødstallet er fortsat meget højt. I går døde op mod 1.000 mennesker med coronavirus, så det samlede dødstallet nåede over 8.000 personer.

»Vores hospitalspersonale kæmper dag og nat for at hjælpe folk med at trække vejret. De har brug for, at vi alle overholder de regler, der er udstukket,« sagde sundhedsministeren.

Selv i Skotland er vejret godt, og der ventes temperaturer på helt op til 15 grader i disse nordlige områder.

Den britiske premierminister, Boris Johnson, er stadig indlagt på hospitalet, men er ikke længere på intensiv. Han er endnu ikke rask, men har dog været oppe at gå en kort distance.