Snigmord, sindelagskontrol og atomvåben: Hemmeligheden bag verdens eneste kommunistiske dynasti

Ny dokumentar fortæller med sjældne vidnesbyrd og arkivmateriale historien bag Kim-klanen, som har formået at sidde på magten i Nordkorea i tre generationer og gøre landet til en af de største trusler mod USAs sikkerhed.

Diktator Kim Jong-un er i gang med at inspicere testfaciliteter et ukendt sted i Nordkorea. Billedet er fra Nordkoreas Centrale Nyhedsbureau (KCNA).  kcna

Da Kim Jong-un har fået sin egen onkel henrettet i 2013, markerer han begivenheden med en ny propagandasang.

Den bliver opført af Moranbong Band, et pigeband hvor den unge diktator efter sigende selv har håndplukket de unge kvinder. Kønne og kortklippede rokker de mekanisk frem og tilbage på scenen i grønne kasketter, sorte læderjakker og lårkorte nederdele. På en enorm bagskærm toner Kim Jong-un selv frem siddende højt til hest.