Saudi-Arabien har i hemmelighed solgt konsulat, hvor Khashoggi blev dræbt, til spotpris

Det tidligere saudiske konsulat i Istanbul, hvor mordet på journalisten Jamal Khashoggi fandt sted, er i al hemmelighed blevet solgt. Det er sket til langt under markedsværdi, beretter flere medier i regionen.

topfoto
Jamal Khashoggi blev dræbt 2. oktober 2018, da han besøgte Saudi-Arabiens konsulat i Istanbul. Fold sammen
Læs mere
Foto: Osman Orsal/Reuters/Ritzau Scanpix

Saudi-Arabien har solgt bygningerne, hvor mordet på dissidenten Jamal Khashoggi, der var forfatter, journalist og klummeskribent hos The Washington Post, blev begået.

Ifølge den tyrkiske TV-station Haberturk TV blev bygningen i det mondæne Levent-kvarter solgt for over en måned siden til en unavngiven køber for blot en tredjedel af markedsværdien.

På det tidspunkt var »en ny bygning allerede blevet købt i Sariyer-distriktet, der ligeledes huser det amerikanske konsulat«, skriver det arabiske nyhedsmedie Al Jazeera.

Ifølge Haberturk TV skulle de saudiske myndigheder ifølge loven have indhentet tilladelse til salg af ejendommen hos de tyrkiske myndigheder.

En embedsmand i det tyrkiske udenrigsministerium, der ønsker at være anonym, fortæller imidlertid til mediet Middle East Eye, at ministeriet ikke har modtaget nogen former for dokumenter eller information om salget.

Dræbt og parteret i konsulatet

Den saudiske journalist og systemkritiker Jamal Khashoggi blev i oktober 2018 dræbt og parteret under et besøg på Saudi-Arabiens konsulat i Istanbul, hvilket vakte stor opsigt og forargelse i det internationale samfund. Tyrkiske medier hævder tilmed, at hans jordiske rester på ren spionfilmmanér blev opløst i syre for at slette alle beviser.

Al Jazeera skriver, at flere kilder har fortalt dem, at indicier tydede på, at »oprydningen« var foregået i haven til konsulens officielle embedsbolig, der ligger 300 meter fra det tidligere konsulat.

De saudiske agenter, der ankom til ambassaden umiddelbart efter mordet på Khashoggi, havde på forhånd forberedt fiktive rapporter, hvori der stod, at der var spionudstyr på konsulatet, som de ikke kunne finde, hvorfor det var en nødvendighed finde en ny beliggenhed til landets konsulat i Istanbul.

De prøver ligeledes at sælge konsulens embedsbolig, hvor beviser angiveligt blev bortskaffet, men det er endnu ikke lykkedes.