Rusland ser amerikaner som spion. Det var bare feriebilleder, siger han selv

Den 48-årige amerikaner Paul Whelan er »taget på fersk gerning«, siger den russiske udenrigsminister. Men han var bare på ferie, hævder amerikaneren.

Amerikanske Paul Whelan (t.h.), der er anholdt i Moskva på en anklage om spionage, lytter til sin advokat fra et indelukke i retssalen. Fold sammen
Læs mere
Foto: MAXIM SHEMETOV

En tidligere amerikansk marinesoldat, der er blevet anholdt for spionage i Moskva, fik overdraget et USB-stik, som han troede, indeholdt fotografier af kirker. I stedet var det fyldt med fortroligt materiale, sagde hans advokat tirsdag.

Den 48-årige Paul Whelan blev anholdt af den føderale sikkerhedstjeneste (FSB) 28. december på et fint hotel i Moskva, hvor han havde indkvarteret sig for at deltage i et bryllup. Efter anholdelsen er det kommet frem, at han på grund af en række familiære forhold har statsborgerskab i USA såvel som Canada, Storbritannien og Irland.

Whelan blev anholdt på sit værelse få minutter efter at have fået et USB-stik indeholdende en fuldstændig liste over navnene på de ansatte i en russisk sikkerhedstjeneste, fortæller nyhedsbureauet Rosbalt, der har tætte forbindelser til efterretningstjenesterne.

Den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, har udtalt, at Paul Whelan var blevet taget »på fersk gerning«. Selv afviser han alle anklager.

Ifølge Whelans advokat, Vladimir Zherebenkov, fik han overdraget de hemmelige oplysninger af en person, han ikke kunne identificere. Han oplyste ikke, om Whelan kendte den pågældende, endsige hvilket motiv han kunne have haft for at overdrage hemmeligt materiale.

»Paul skulle have modtaget nogle oplysninger, som ikke var hemmelige,« sagde Zherebenhov til journalister før et retsmøde tirsdag. USB-stikket skulle have indeholdt fotografier, oplyste han.

»Der var tale om kulturelle ting – en tur til en domkirke, Pauls ferie,« sagde han. »Men det viste sig, at det rummede hemmelige oplysninger.«

Whelan havde ingen anelse om, hvad der var på USB-stikket, fordi han blev anholdt, før han havde haft lejlighed til at se på det, sagde advokaten.

Med henblik på udveksling?

Paul Whelan blev fremstillet i retten i Moskva tirsdag, og det var første gang, offentligheden fik ham at se siden anholdelsen i sidste måned. Retsmødet var lukket for pressen.

Amerikaneren var iført en blå skjorte og mørke bukser og sad indespærret i et aflukke med glasruder, som det er almindeligt ved russiske domstole. Han talte ikke med de fremmødte journalister, inden de blev gennet ud af lokalet. Under retsmødet brugte han et kvarters tid på at tale sin sag, oplyste advokaten efterfølgende.

Maria Butina arbejdede blandt andet i den amerikanske våbenrettighedsorganisation National Rifle Association (NRA). Fold sammen
Læs mere
Foto: Press Service of Civic Chamber of the Russian Federation/EPA/Ritzau Scanpix.

Dommeren afviste det fremsatte ønske om løsladelse mod kaution og sendte Whelan tilbage i varetægtsfængsel i endnu en måned. Hvis han dømmes for spionage, kan han se frem til 20 års fængsel.

Whelan har foretaget en række rejser til Rusland i de seneste ti år. Han har rejst rundt i landet med tog og besøgt flere mennesker, som han har fået kontakt med over den russiske sociale platform Vkontakte, der kan sammenlignes med Facebook. Mange af disse nye venner har en fortid i militæret, og hans pårørende mente, at han måske har opsøgt folk med en baggrund som hans egen i betragtning af hans lange tjenestetid i Marinekorpset.

Han blev hjemsendt i unåde i 2008 efter en sag om tyveri.

Lige siden Whelans anholdelse blev kendt i offentligheden, har der været spekulationer om, hvorvidt han var blevet fængslet med henblik på en udveksling med en eller flere af de russere, som sidder i amerikanske fængsler. Det kunne eksempelvis være Maria Butina, der 13. december erklærede sig skyldig i forsøg på at påvirke amerikanske politikere og »skade amerikanske interesser«.