Der var prestige, sikkerhed og milliarder af kroner på spil, da Rusland mandag sendte raketten Soyuz MS-11 af sted fra Bajkonur i Kasakhstan.
Ombord på rumskibet er én russisk kosmonaut og to amerikanske astronauter, der skal afleveres hos Den Internationale Rumstation (ISS). Siden 2011, hvor NASA droppede sin flåde af bemandede rumfærger, har Rusland tjent store milliardbeløb på at sende både amerikanske, russiske og internationale astronauter – såsom danske Andreas Mogensen – af sted til rumstationen.
Men det russiske rumprogram halter, skriver mediet Bloomberg. Den seneste affyring i oktober endte med, at besætningen, Alexey Ovchinin og Nick Hague, efter ganske få minutter måtte skyde sig ud af raketten i en sikkerhedskapsel og svæve mod jorden i en nødlanding.
I juni nåede besætningen sikkert frem til rumstationen, men efterfølgende viste det sig, at der var et lille hul i rumfartøjet, som kunne have fået alvorlige konsekvenser. Problemerne har givet knaster i samarbejdet mellem de amerikanske og russiske rumfartsmyndigheder.
Derfor blev dagens affyring fulgt med ekstra stor spænding. Soyuz MS-11 lettede kl. 12.30 dansk tid og raketten kom godt afsted, kunne man se på NASAs hjemmeside.
Et andet problem for russisk rumfart er, at det i disse år pibler frem med private rumfartsaktører, som udgør en alvorlig trussel for Ruslands og de øvrige statsfinansierede programmer. De russiske raketter stammer fra sovjettiden og kan om få år vise sig at blive overhalet af mere moderne teknologi.
Milliardæren Elon Musk har sit SpaceX-program, som allerede har sendt udstyr af sted til rumfartsstationen. Musk forventer, at SpaceX i løbet af de kommende år også vil være i stand til at sende bemandede raketter af sted og dermed blive en privat, amerikansk konkurrent til det russiske program.
Også flyselskabet Boeing forventer at kunne sende astronauter afsted til ISS i løbet af 2019. NASAs aftale med russerne udløber i 2020, og det amerikanske rumagentur har allerede underskrevet kontrakter med de private amerikanske selskaber, der kan betyde, at de overtager opgaven fra russerne.
»Russerne er åbenlyst bekymrede,« siger NASAs chef for bemandede missioner, William Gerstenmaier.
Det russiske rumprogram er desuden ramt af økonomiske problemer. Flere milliarder er forsvundet på mystisk vis, og de russiske myndigheder mistænker, at der er foregået omfattende bedrageri.
Flere af de ansatte har klaget over lave lønninger, og motivationen blandt de russiske rumingeniører er lav, skriver BBC.
Soyuz er den mest anvendte affyringsraket i historien. Og på nuværende tidspunkt har amerikanerne ikke andre muligheder for at sende mandskab af sted til Den Internationale Rumstation. Amerikansk lovgivning forhindrer, at kinesiske rumfartøjer kan koble sig til stationen.