Putin mangler russiske børn – nu genopliver han gammel kending fra sovjettiden

Det var Josef Stalin, der opfandt den særlige pris. I et desperat forsøg på at forhindre en befolkningskrise har den russiske præsident fundet den store pengepung frem.

Den russiske præsident, Vladimir Putin, underskrev mandag ifølge CNN et dektret, der genopliver et af Stalins tiltag fra tiden efter Anden Verdenskrig. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maxim Shemetov/Reuters/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den russiske befolkning skrumper, så Vladimir Putin har midt i angrebskrigen mod Ukraine fået et presserende problem.

Derfor har han nu fundet den store pengepung frem.

Putin vil gøre det profitabelt for russiske mødre at få ti børn og mere. Hvis de yder denne præstation, får de tildelt »Heltemoder«-prisen.

Den russiske præsident underskrev mandag ifølge CNN et dekret, der genopliver et af Josef Stalins tiltag fra tiden efter Anden Verdenskrig.

Ruslands »heltinder« får udbetalt en million rubler, hvad der svarer til knap 124.000 kroner, når det tiende barn er fyldt et år.

Det sker alene, hvis alle børnene har overlevet.

Befolkningstallet faldet drastisk

Prisen er Putins forsøg på at afværge en befolkningskrise i sit land.

De nyeste statistikker fra i sommer viser ifølge CNN, at Ruslands befolkning er faldet med gennemsnitligt 86.000 om måneden mellem januar og maj.

Tallet har aldrig været højere.

Rusland lider store tab blandt sine soldater i frontlinjen i Ukraine, og det anslås ifølge CNN, at 75.300 migranter har forladt Rusland.

»Hvordan forlader man Rusland?« blev søgt efter så mange gange på Google en uge efter invasionen af Ukraine, at det ramte det højeste niveau i ti år.

Putin har længe været fortaler for at øge Ruslands fødselstal. Han vil have flere russiske børn, og dem vil han sikre sig gennem statsstøtte til store familier.

»Vores historiske ansvar er ikke kun at komme ud af den demografiske fælde, men også at sikre en bæredygtig naturlig befolkningstilvækst i midten af ​​det kommende årti,« sagde Putin under sin årlige tale i 2020.

Da Anden Verdenskrig sluttede, var den sovjetiske befolkning skrumpet med millioner, og derfor indførte Josef Stalin »Heltemoder«-prisen. Den blev først afskaffet med Sovjetunionens sammenbrud i 1991.