Putin kører sig selv i stilling som den store mægler i Mellemøsten

Ruslands præsident har travlt for tiden. Vladimir Putin rejser rundt i Mellemøsten og tilbyder sig som mægler og inviterer Tyrkiets præsident på besøg.

Putin Mellemøsten
Den russiske præsident, Vladimir Putin, har netop afsluttet en række officielle besøg i Mellemøsten, blandt andet i Saudi-Arabien og i De Forenede Arabiske Emirater. Foto: Alexey Nikolsky/EPA/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Mens krigen raser i Syrien, kaster Ruslands præsident, Vladimir Putin, sig ind i rollen som fredsmægler mellem Tyrkiet og kurderne efter i årevis militært at have støttet Syriens præsident, Bashar al-Assad.

Assad har rykket sine regeringsstyrker nordpå for at hjælpe kurderne mod tyrkerne, og det har fået Putin til at gå ind i konflikten, efter at den syriske præsident har besluttet også at blande sig i det spørgsmål.

Nu inviterer Putin Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan til Moskva inden for de kommende dage for at drøfte situationen i den nordøstlige del af Syrien, hvor tyrkiske styrker står over for de syriske regeringssstyrker.

Formålet med Putins offensiv på flere diplomatiske fronter er at placere Rusland som områdets afgørende stormagt, efter at USA har trukket sig. Det sker gennem en hektisk rejseaktivitet ledet af Putin selv, der netop har besøgt Saudi-Arabien, hvor han også tilbød sig som fredsmægler – denne gang mellem Iran og det saudiske kongedømme.

Rusland som sejrherre

Erdogan og Putin har også talt i telefon med hinanden. Ifølge de sparsomme referater har de to talt om vigtigheden af, at Syriens »nationale integritet opretholdes«, og at man så vidt muligt undgår, at Tyrkiet og Syrien kommer i krig. Tyrkiet er gået ind i den nordlige del af Syrien for at knuse den kurdiske bevægelse PKK og YPG – sidstnævnte er den kurdiske gruppe, som Vesten allierede sig med i forbindelse med nedkæmpelsen af Islamisk Stat (IS). Det har gjort Assad urolig, fordi han ikke ønsker flere fremmede styrker på syrisk territorium.

Men ifølge flere medier tvivler Putin også på, at Tyrkiet er i stand til at kontrollere situation i den nordlige del af Syrien, hvor især Islamisk Stat-fanger, der indtil nu har været bevogtet af kurderne, slipper ud af fængslerne og forsvinder. Men Putin vil også sikre sig, at Tyrkiet ikke udvider kampen, således at den skrøbelige »sejr«, som Assad ser ud til at have fået i borgerkrigen mod syriske oprørere, bringes i fare.

Kort sagt ønsker Putin at sikre, at Assad bliver den endelige sejrherre efter borgerkrigen i Syrien, og at Ruslands indflydelse derfor også stiger i takt med, at USA trækker sig ud af området.