Putin holder på pengene og klæder en hel befolkningsgruppe af til skindet: »Folk opfører sig som i 90erne«

De blev bedt om at lukke ned og sende folk hjem – for egen regning. Nu frygter 87 pct. af Ruslands små og mellemstore virksomheder at gå konkurs, mens opbakningen til Vladimir Putin falder.

En kvinde på vej ind i businesscentret i Moskva. Rusland er begyndt at åbne op igen, men mange kommer ud af krisen uden et arbejde. Yuri Kochetkov/EPA/Ritzau Scanpix

Da Rusland lukkede ned i slutningen af marts, var problemet for Yana Peskar ikke kun, at kunderne forsvandt. Folk begyndte også at opføre sig anderledes. Som fra en tid, hun troede var forbi i Rusland.

Yana Peskar driver et lille reklamebureau med otte ansatte i millionbyen Jekaterinburg i det centrale Rusland. Hun indså fra nedlukningens første dag, at hun var nødt til opsige deres kontor og sende folk hjem uden løn.