Det var planlagt til at vare 50 minutter. Men det første møde nogensinde mellem Nordkoreas leder, Kim Jong-un, og Ruslands præsident, Vladimir Putin, strakte sig alligevel til to timer på øen Russky ud for den russiske havneby Vladivostok. Atomnedrustningen på den koreanske halvø og forholdet mellem Rusland og Nordkorea var på dagsordenen, uden at det endte med konkrete aftaler mellem de to ledere.
På pressemødet bagefter sagde Putin ifølge det russiske nyhedsbureau Tass, at Nordkorea har brug for sikkerhedsgarantier, før man vil opgive sit atomvåbenprogram.
»Nordkorea har brug for sikkerhedsgarantier, som sikrer dets suverænitet,« lød det fra Putin.
Han sagde også, at fred på den koreanske halvø var muligt, hvis alle parter respekterede hinandens interesser.

Gav Putin sværd
Kim Jong-un sagde, at topmødet handlede om at skabe fred og stabilitet.
»Vi er stolte af at have et stort land som Rusland som vores nabo,« sagde han i en skåltale ved middagsbanketten efter mødet.
Her overrakte han også Putin et koreansk sværd, som skulle symbolisere styrke og det nordkoreanske folks sjæl og støtte til Putin.

Flere eksperter har sagt til Berlingske, at mødet mellem Putin og Kim mest af alt var et signal til USA om, at Nordkorea har stærke allierede, som kan give støtte og opbakning.
Kim Jong-un har hårdt brug for en diplomatisk sejr, efter at hans seneste topmøde med USAs præsident, Donald Trump, endte uden resultater. De to kunne ikke blive enige om en plan for atomnedrustning, da de mødtes i Vietnams hovedstad, Hanoi, for to måneder siden.
Nordkorea kom med et ønske om, at USA lempede sanktionerne mod landet, efter at Nordkorea sidste år var kommet amerikanerne i møde ved at lukket nogle atomfaciliteter – blandt andet et atomkraftcenter ved byen Yongbyon. USA vil dog fastholde sanktionerne, indtil Nordkorea har taget endnu større skridt mod en atomnedrustning.
