Pludselig er Iran kun en måned fra at kunne udvikle en atombombe: »De næste uger er kritiske«

På papiret handler det om tekniske grænseværdier. I virkeligheden handler det om magt, krig, død og sikkerhed. Nu tæller uret ned for at undgå katastrofen.

Irans nye præsident Ebrahim Raisi tilhører landets hardlinere. Fold sammen
Læs mere
Foto: Atta Kenare/AFP/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I denne uge tikkede tre nyheder ind, der kan få katastrofale følger for Mellemøsten.

De stod skrevet i en tør, teknisk rapport, som de færreste læser, og lyder sådan her:

1) Iran er kun én måned fra at have uran nok til at producere en atombombe.

2) Iran er højst tre måneder fra at kunne producere to atombomber.

3) Og endelig: Iran er højst fem måneder fra at kunne producere tre atombomber.

Informationerne kommer fra den Washington-baserede tænketank »Institute for Science and International Security«, som analyserer atomspredning på verdensplan.

På baggrund af informationer fra FNs atomagentur konkluderer instituttet, at Iran over sommeren er begyndt at producere uran, der er beriget op til 60 procents renhed. Det niveau er lige under, hvad det kræves for udvikle en atombombe – nemlig 90 procent – og det højeste i landets atomprograms historie.

På papiret lyder det måske som en diskussion af tekniske grænseværdier. I virkeligheden er det et spørgsmål om krig, magt, død og sikkerhedspolitik.

Præstestyret fastholder, som det hele tiden har gjort, at Iran ingen intentioner har om at udvikle en bombe.

Ifølge New York Times vil det da også tage en del længere tid – mange måneder som minimum –  at producere den type sprænghoved, der kan fastgøres til et missil og dermed transformere atomkraften til et reelt våben.

Men alene det, at Iran snart har den nødvendige teknologi til rådighed, skaber rystelser igennem regionen, ikke mindst hos ærkefjenden Israel og De Forenede Arabiske Emirater, der ligger lige på den anden side af den persiske golf.

Det var netop dette atomaftalen fra 2015 skulle undgå.

Seks år efter er det alligevel ved at ske.

Pres på

Atomaftalen fra 2015, som Iran indgik med USA og en række andre lande, reducerede kraftigt mængden af uran, Iran måtte have på lager og satte klare procentsatser for, i hvor høj grad det måtte beriges.

Ideen var på den måde at udskyde tidspunktet for, hvornår præstestyret faktisk ville være i stand til at berige uran nok til at udvikle våben.

Til gengæld fik Iran hævet en række økonomiske sanktioner, der for første gang i årtier gav befolkningen håb om økonomisk udvikling, samhandel og turisme. En udvikling, der var stærkt tiltrængt i det isolerede land.

Men efter præsident Donald Trump for tre år siden trak USA ud af aftalen og genindførte en stribe drakoniske sanktioner, begyndte Iran igen at øge produktionen.

Præstestyret kunne ikke se det rimelige i at skulle overholde sin del af aftalen, når USA ikke holdt sin.

De sidste tre år har Iran derfor langsomt men sikkert udbygget sin kapacitet til nu kun at være en måned fra det kritiske niveau, der er tilstrækkeligt til at udvikle våben.

Analytikere peger på, at de bevidste overtrædelser er en strategi, der skal lægge større pres på USAs nye præsident Joe Biden for at indgå en ny aftale og hæve sanktionerne mod Iran. Eller som minimum presse Europa til at give dem nogle økonomiske incitamenter til at overholde aftalen.

»De næste uger er kritiske«, som New York Times skriver.

Åbningen af FNs generalforsamling er traditionelt et tidspunkt for korridordiplomati og Irans nye udenrigsminister Hossein Amir Abdollahian, en hardliner, forventes at dukke op, måske med en villighed til at forny aftalen.

Imens fortsætter arbejdet med at berige uran.

Og uret tikker.