Onsdag falder der dom over danske Dennis i russisk retssag – men hans hustru er ikke bange

Det danske Jehovas Vidne Dennis Christensen får onsdag sin dom efter en langstrakt og omstridt straffesag om religiøs ekstremisme, der beskrives som en test af religionsfrihed i Rusland.

Tirsdag har 43-årige Irina Christensen levet uden sin danske mand Dennis i 621 dage, efter han blev varetægtsfængslet efter anklager om religiøs ekstremisme i Rusland. De er begge medlemmer af Jehovas Vidner.

Irina Christensen er ikke bange. Hun er ikke vred, heller ikke ængstelig. Onsdag falder der dom mod hendes mand, danske Dennis Christensen, i en omstridt sag om religiøs ekstremisme. Alligevel er Irina Christensen rolig.

»Det er muligt at finde ro med Guds hjælp,« siger hun, da Berlingske møder hende i den russiske by Orjol, hvor sagen foregår, dagen inden domfældelsen.