Klokken 23 i aftes lokal tid trådte Beijings nye lov om national sikkerhed i kraft i Hongkong. Formålet er at stoppe den politiske uro, som har gennemsyret Hongkong det seneste år.
Loven indeholder 66 paragraffer og mere end 7.000 ord. Den retter sig mod fire kategorier af forbrydelser – separatisme, undergravende virksomhed, terrorisme og samarbejde med en udenlandsk magt er kriminelt og kan straffes med fængsel op til livstid.

Her er de vigtigste punkter:
Det kinesiske styre opretter sit eget nationale sikkerhedskontor i Hongkong.
Hongkong skal selv etablere en kommission, der får ansvaret for at håndhæve loven.
De alvorligste sager håndterer Beijings eget nationale sikkerhedskontor, og de mistænkte bringes for et kinesisk retssystem.
Alle dømte under den nye sikkerhedslov kan ikke blive ansat i offentligt embede.
Det er styret i Beijing, der har beføjelsen til at tolke den nye lovgivning.
Hvis loven strider mod en anden lov i Hongkong, vil den nye sikkerhedslov altid have øverste prioritet.
Personer, der er mistænkt under den nye lov, kan blive aflyttet og overvåget uden dommerkendelse.
Kontrol med NGOer og nyhedsmedier vil blive strammet.
Hærværk mod offentlig transport kan betragtes som terrorisme, såfremt skaden mod personer eller bygninger er omfattende.
Udlændinge, som støtter Hongkongs uafhængighed, kan blive retsforfulgt, når de rejser ind i Kina eller Hongkong.
Kilder: New York Times, Ritzau, BBC