Hvis du har været smittet med covid-19, er du bedre beskyttet mod deltavarianten end personer, der er vaccineret to gange med Pfizer/BioNTechs vaccine.
Sådan lyder konklusionen i en israelsk undersøgelse, skriver det svenske medie TT.
Ifølge forskerne er der seks til 13 gange større risiko for at blive smittet af deltavarianten, hvis du ikke har været smittet før, men er blevet vaccineret, sammenlignet med hvis du har været smittet.
»Dette er et skoleeksempel på, hvordan naturlig immunitet faktisk er bedre end vaccination. Så vidt jeg ved, er det første gang, at det virkelig er blevet bevist i en covid-19-sammenhæng,« siger speciallæge Charlotte Thålin ved Karolinska Institutet til Science Magazine, skriver Omni.
Israel var et af de første lande til at påbegynde vaccination af hele befolkningen. Derfor tager flere coronastudier udgangspunkt i resultater fra netop Israel.
Charlotte Thålin understreger, at selvom forskellene er store i den israelske undersøgelse, er de baseret på små tal. Resultaterne skal derfor tages med et forbehold.
Trods studiets foreløbige resultater advarer forskerne bag mod at lade sig smitte med vilje.
»Det, vi ikke ønsker, er, at folk siger: Okay, så skal jeg ud og blive smittet og laver en smittefest. For så kan nogen dø,« siger forsker i molekylærbiologi, Michel Nussenzweig, til Science Magazine.