Ny vaccinefabrik på bare seks måneder. Vil selskaberne mon dele deres viden?

Verden skriger på coronavacciner. En ekspert fra Imperial College i London slår fast, at man kan etablere nye vaccinefabrikker på bare seks måneder. Mens intet tyder på, at selskaber bag mRNA-vaccinerne vil dele deres viden, kræver politikere i blandt andet Tyskland, at teknologierne skal deles nu. Uanset hvad når EU-landene ikke at få gavn af eventuelle nye vaccinefabrikker.

Vi begynder med en tænkt scene seks måneder fremme i tiden.

Flagene er hejst, og politikerne står klar til at klippe snoren til en helt ny vaccinefabrik, som kan producere tusinder og atter tusinder af de eftertragtede mRNA-coronavacciner af samme type som vaccinerne fra Pfizer/BioNTech og Moderna, som verden har skreget på.