På en grynet video fra en mobiltelefon kan man se, hvordan en gruppe bevæbnede mænd leder svenskeren Zaida Catalán og hendes amerikanske kollega Michael Sharp ind mellem nogle buske. Her sidder de to FN-ansatte i bare tæer og beder for deres liv.
Zaida Catalán og Michael Sharp var i marts 2017 på opgave i det østlige DR Congo for at undersøge mistanker om, at den congolesiske hær stod bag grove forbrydelser og massegrave i området.
»Lige her. Dræb dem, før de ved, hvad der foregår,« siger en af mændene på videoen.
Kort efter bliver svenskeren og amerikaneren henrettet.
I mere end halvandet år har det været et stort spørgsmål, hvad der egentlig skete med de to vestlige FN-eksperter. Hvorfor blev de dræbt?
Nu har undersøgende journalister fra svensk stats-TV, SVT, fået adgang til tusindvis af hemmeligstemplede FN-dokumenter, som løfter en stor del af sløret for, hvad der egentlig skete den dag i marts. Det viser en ny dokumentar, der kan ses på SVTs hjemmeside.
Det viser sig, at det højeste FN-organ i New York har tilbageholdt afgørende informationer om mordet. Og det, der i første omgang lignede en fejlslagen kidnapning begået af en lokal milits, viser sig i virkeligheden at være en langt større sag om hemmelige agenter, massegrave og kynisk FN-diplomati.
»I kan være sikre på, at FN vil være dybt engageret i, at de ansvarlige kommer for retten,« skrev FNs generalsekretær António Guterres i et personligt brev til de afdødes familier.
Og fem måneder senere er Guterres kontor klar med en rapport, der fastslår, at den lokale milits Kamuina Nsapu står bag mordet. Militsen har i flere år kæmpet blodige kampe mod den congolesiske regeringshær i området.
Rapporten fremhæver blandt andet videoen af mordet, som det congolesiske styre har delt med FN og mange journalister. På videoen kan man høre, at gerningsmændene råber »længe leve Kamuina Nsapu,« mens de henretter Zaida Catalán og Michael Sharp, hvorefter Zaida Catalán bliver halshugget.
Her ønsker det congolesiske styre, at historien slutter. Men der er flere ting på videoen, der ikke stemmer. Bag kameraet kan man høre, at en mand giver ordre til at dræbe de to FN-eksperter. Han taler sproget lingala – et sprog, der tales af den congolesiske hær og som typisk bruges i DR Congos hovedstad Kinshasa. Det bruges ikke af rebellerne i Kamuina Nsapu, som ifølge dokumentaren kalder sproget »grisenes sprog.«
De hemmelige FN-dokumenter indeholder også en anden video, som Zaida Catalán har filmet på sin mobiltelefon. Dagen inden mordet mødes de to FN-eksperter med en ældre mand, som repræsenterer Kamuina Nsapu.
På det lokale sprog tshiluba advarer manden om, at det ikke er sikkert at besøge massegravene. De risikerer at blive angrebet, siger han. Men de lokale tolke, der skal oversætte til fransk, gengiver ikke mandens ord korrekt: De siger i stedet, at der ikke er noget at frygte, og at området er sikkert.
Af FN-papirerne fremgår det, at de to tolke i virkeligheden er agenter, der arbejder for statens sikkerhedstjeneste. Et af papirerne beskriver ifølge dokumentaren, at militæret har infiltreret den lokale milits, og at regimet mistænkes for at have »skjult sin indflydelse« i mordene og for at »forsøge at camouflere,« hvem der er »de egentlig mordere«.
Motivet for at dræbe Zaida Catalán og Michael Sharp var – ifølge FN-dokumenterne – at forhindre dem i afsløre den congolesiske hærs massegrave i området.
Men ingen af oplysninger fremgår af den officielle FN-rapport, der gav Kamuina Nsapu skylden for mordet. Her er ingen mistanke mod regeringshæren, men i stedet kritik af Zaida Catalán og Michael Sharp for at have handlet uansvarligt.
Den højtstående FN-diplomat bag rapporten, Greg Starr, ønsker ikke at tale om oplysninger med SVT. Men Starr har tidligere besøgt Zaida Cataláns svenske familie, og hans besøg kan måske give en del af svaret på, hvorfor FN ikke ønsker at bebrejde den congolesiske regering eller landets hær. Zaida Cataláns familie har optaget Greg Starrs besøg i deres hjem, og her siger FN-diplomaten blandt andet:
»I rapporten skriver vi, at de her folk dræbte dem. Vi ved, hvem de er. De ligner Kamuina Nsapu. Jeg siger ikke, at det var hæren eller sådan noget, for vi vil have, at congoleserne fortsætter med at samarbejde med os.«
I DR Congo har FN indsat sin største fredsbevarende styrke i verden. Her er omtrent 20.000 FN-soldater udsendt, og i mange år har FN-soldaterne kæmpet side om side med den congolesiske hær.
SVTs dokumentar »FN och mörkläggningen« bliver vist onsdag aften klokken 20 på SVT1 og kan ses på nettet her.



