Det er langt fra Frihedsstatuens råb ud til verden – linjen »Giv mig dine fattige, dine trætte« fra Emma Lazarus' digt, som sidder på en plakette – til den diskussion, der lige nu foregår i den amerikanske administration under præsident Donald Trump. Hvis alt går efter Trumps planer, træder et nyt regulativ om immigration i kraft 15. oktober. Og de, der har uddannelse og penge, vil få førsteprioritet til at komme til USA.
Der er ikke tale om hverken fattige eller trætte, men at USA fremover skal satse på rige og driftige indvandrere. Som f.eks. nordmænd, som Donald Trump jokede med, da han havde besøg af Norges statsminister, Erna Solberg, i januar i år: »Hvorfor har vi ikke immigranter fra Norge,« spurgte Trump ved den lejlighed og kaldte lande som Haiti og El Salvador for »shithole countries« – lortelande.