Som det er nu, er vaccinen fra Pfizer/BioNTechs kun godkendt til aldersgruppen fra 16 år og op efter. Men fremover skal også børn i alderen 12 til 15 år tilbydes vaccinen, hvis det står til BioNTech, der står bag udviklingen af den populære vaccine.
Uğur Şahin, medstifter af BioNTech, oplyser til Der Spiegel, at virksomheden allerede på onsdag vil være klar til at indsende en ansøgning om godkendelse af brug af vaccinen til børn i alderen fra 12 til 15 år til Det Europæiske Lægemiddelagentur.
Hvis ansøgningen fra BioNTech bliver godkendt, kan de 12 til 15-årige allerede fra juni forvente at blive vaccineret i Europa, forklarer Uğur Şahin. I USA kan det ske endnu tidligere, da virksomheden allerede i starten af april sendte en ansøgning til de amerikanske sundhedsmyndigheder.
De ældre skolebørn kan altså muligvis have udsigt til, at de kan blive vaccineret inden næste skoleår. Vaccination af børn ses ifølge flere eksperter som et afgørende skridt mod flokimmunitet, hvilket kan være med til at sætte et punktum for pandemien.

De første undersøgelser af børn, der har modtaget vaccinen, viser gode resultater ifølge BioNTech. Undersøgelsen viste et højt antistofrespons fra vaccinen blandt 12 til 15-årige. De deltagende børn tolererede vaccinen godt, og vaccinen tilbød dem en »100 procent beskyttelse« mod virussen, skriver The Guardian.
Uğur Şahin forventer, at Europa ville have opnået flokimmunitet i juli eller august. Det kan dog kun ske, så længe resten af verden også har virussen under kontrol, understreger han.
Virksomheden BioNTech er også gået i gang med at teste vaccinen på babyer og mindre børn.
»I juli kan vi forvente at have resultater for 5-12-årige og i september for yngre børn. Evalueringen tager omkring fire til seks uger,« forklarer forskeren til Der Spiegel.