Nu er jagten på jøder igen gået ind. Også denne gang med højtstående personers accept

Overalt i Europa og i USA ser man tegnene. Antisemitismen er på vej tilbage, og det er en blanding af ekstrem islamisme, venstre- og højrefløjsfolk, der står bag – desværre også med europæiske politikere, der spiller på jødehadet.

Antisemitismen med sit fremmedhad har langsomt ædt sig ind på Europa og USA. Adskillige angreb mod jødisk ejendom, synagoger og personer har været stærkt stigende i det forgangne år. Alene i december var angrebene intensiveret under jødernes lysfest, hanukkah.

Men denne gang er antisemitismens ophavsmænd ikke udelukkende muslimske ekstremister eller få personer enten på de yderste højre- og venstrefløje. Hadet mod jøder er i flere lande ved at snige sig ind i det politiske liv med Ungarn, Polen og Rusland som de mest tydelige eksempler.