En gynæokolog i Congo og en flygtning fra Islamisk Stat. Ikke normalt mennesker, der står i forrest i det internationale rampelys. Men fredag modtog Deniz Mukwege og Nadia Murad Nobels Fredspris for deres kamp mod seksuelle overgreb som våben i krig og konflikt.
Der er noget særligt flot ved, at den tildeles to enkeltpersoner. Fordi de viser for os, at enkeltpersoner kan rykke verden.
Nobels Fredspris er en kæmpe stor projektør, som en gang årligt kaster sit lys over noget. Dermed skaber prisen global opmærksomhed om de personer eller organisationer. I en verden, hvor opmærksomhed er en knap ressource, bliver det, den rammer, ophøjet.
Listen over grufuldheder, som de to modtagere af Nobels Fredspris 2018 kan berette om, er ikke småting: Nadia Murad tilhører yazidierne, et mindretal i Irak, der i særlig grad blev forfulgt af Islamisk Stat, som henrettede hendes brødre, solgte hende som sexslave, hun blev voldtaget, gruppevoldtaget, banket og ødelagt, inden det til sidst lykkedes hende at flygte. Deniz Mukwege arbejder som gynæokolog i Congo, et land, hvor voldtægt og mishandling af kvinder er brugt som våben i den grufulde borgerkrig, der har kostet over seks millioner livet.
De har al mulig grund til at holde lav profil. Men det gør de ikke. På trods af mordforsøg, kidnapningsforsøg, traumer står de frem og kæmper. Nu i endnu stærkere lys.
Timing 1: Til tiden
Der er en fin balance i timingen, når Nobels Fredspris skal uddeles. Det gælder om hverken at komme for sent eller for tidligt med prisen. Hvis den bliver uddelt på bagkant til folk, der HAR gjort en forskel, bliver den en slags æres-Oscar til. Men den rykker måske ikke det store.
For tidligt nytter heller ikke: Da Barack Obama fik prisen i 2009 for at styrke det internationale samarbejde og hans indsats mod atomvåben, var det nærmest komisk. For hvad havde manden egentlig udrettet på det tidspunkt? Ikke meget. Han havde en hensigt, et håb - men tiden var ikke moden. Aung San Suu Kyi fik også fredsprisen for tidligt, i 1991. I dag står hun og hendes pris skamplettet tilbage, ikke mindst i lyset af dagens uddeling, for seksuelle overgreb har netop været brugt systematisk mod rohingyaerne.
Timing 2: #Metoo
At netop voldsomme seksuelle overgreb på kvinder bliver temaet for uddelingen af Nobels Fredspris i år, kan ikke læses uafhængig af, at det i disse dage er et år siden, at Metoo begyndte at rulle.
Man skal passe på med glidebaneargumenter her - for der er vitterlig forskel fra en ubehagelig begramsning af en fremmed hånd i en tæt bus eller en klam chefs lumre bemærkninger til det, prisen er givet for nu: Reelle, voldsomme, systematiske seksuelle overgreb. Våben i en krig.
Alligevel er der sammenhæng. Ved at tildele netop disse to Nobels Fredspris anerkender komiteen, at skalaen på overgreb på kvinder går fra det helt små til at være en reel krigsforbrydelse. Når Nobelkomiteen skal udlægge Metoo i deres lys, bliver det naturligvis i sammenhæng med krig og fred. Overgreb som våben.
Og dermed rammer de yderste stråler fra Nobelpriskomitteens projektør rammer helt ned i metoo-debatten.