Nike-sko beskyldes for at krænke muslimer

En underskriftsindsamling mod sportsgiganten Nike er i gang på internettet. Kravet er, at Nike skal fjerne en særlig skomodel fra markedet, fordi muslimer mener, at den krænker islam.

Det store amerikanske sportsudstyrmærke Nike har udløst vrede, der i øjeblikket breder sig i den muslimske verden.

For halvanden ude siden blev der oprettet en underskriftsindsamling på internettet med krav om, at Nike trækker en af sine skomodeller tilbage fra markedet, fordi den krænker muslimer og islam.

Fredag eftermiddag passerede antallet af underskrivere 25.000, og der kom time for time flere til, ligesom medier rundt om i verden er begyndt at skrive om sagen.

Det er en person ved navn Saiqa Noreen, der står bag underskriftsindsamlingen, som er rettet mod Nike Air Max 270. Det er skomodellens logo, den er gal med. Nike har udstyret skoen med et særligt Airmax-logo, der er præget ind i sålen i bunden, og hvis man læser logoet på hovedet ligner det ifølge Noreen det arabiske ord for Allah.

»Det er oprørende og rystende, at Nike tillader ordet Gud på en sko. Det er mangel på respekt og ekstremt krænkende for muslimer og en krænkelse af islam. Islam lærer barmhjertighed, venlighed og retfærdighed over for alle,« står der i opslaget.

Med logoet på sålen vil navnet Allah »med sikkerhed blive trampet på, blive sparket og blive smurt ind i mudder eller endda skidt,« mener Saiqa Noreen.

Nike: Det er ikke hensigten

Finanstjenesten Bloomberg refererer en erklæring fra Nike om sagen. Her siger sportstøjsgiganten, at logoet er lavet for at vise, at det er en særlig Nike Air-sko og ikke for at krænke nogen.

»Enhver anden opfattelse er ikke hensigten. Nike respekterer alle religioner, og vi tager sådanne bekymringer alvorligt,« hedder det.

Sagen har udløst stor debat på de sociale medier. Den britiske avis The Independent har set nærmere på debatten, hvor mange er vrede på Nike.

Én fortæller, at han har sendt sine nyindkøbte Nike Air 270-sko tilbage. Andre igen kritiserer underskriftsindsamlingen.

»Skal Nike give efter for sådan et latterligt krav? Er det meningen, at vi skal tro, at Nike med vilje har skrevet Allah på bunden af en af deres sko?« som en kritiker skriver.

Bloomberg skriver, at Nike i 1997 havde et lignende problem med en af sine andre skomodeller. Council on American-Islamic Relations protesterede over et logo, der ifølge rådet også lignede det arabiske ord for Allah.

Nike beklagede og sagde, at hensigten var, at logoet skulle ligne flammer. Dengang endte det med, at Nike tilbagekaldte skoene, skriver Bloomberg.