Napalm-flagermus, selvmords-kameler og pyroman-aber: Listen over dyr i militærets tjeneste er lang

Norske fiskere har set en hvid »pansret« hval i farvandet ud for Norges kyst. Det formodes, at hvalen har været i russisk militærtjeneste. Hvis den har været det, så kan den nu melde sig i veteranklubben over dyr i militærets tjeneste.

I alt 81 delfiner gør tjeneste i den amerikanske flåde. Her er det delfinen Spetz, der kommer tilbage fra opgave og retur til bassinet . Korporal Stephanie Johnson serverer sild. Arkivfoto: Henning Bagger HENNING BAGGER

Under Anden Verdenskrig gik det galt for det amerikanske militærs forsøg med napalm-flagermus. De var ellers i 1943 blevet trænet til at medbringe napalm, som kunne sætte japanske huse i brand. De japanske huse var konstrueret af let antændeligt materiale. Meningen var, at amerikanerne ville smide »bomber« ned over japanske byer og sprede rædsel ved, at der pludselig og uden varsel blev sat ild til almindelige huse.

Hver bombe indeholdt 40 flagermus hver medbringene en napalm-bombe. Ideen var sådan set god nok, indtil man konstaterede, at det var svært at kontrollere flagermusene. Under en øvelse undslap en del af dem og antændte bygninger på en militær base, og da man nåede til at skulle forfine strategien, blev flagermusene overhalet af atombomben.