Der gik længe, før Kyle Hopwood turde sætte en dato.
Hun turde ikke tro på det:
At brylluppet kunne gennemføres.
At livet kunne vende tilbage.
At det værste kunne være overstået.
Men da hun endelig var blevet vaccineret og forsigtigt bevægede sig ud på restauranter og i bylivet, føltes det som en ny begyndelse.
»Vi troede vi havde set lyset for enden af tunnelen,« som den 29-årige amerikaner sagde til Chicago Tribune.
Men så kom vinteren. Og så kom omikron. Og smittetallene steg. Og alt skulle aflyses, også brylluppet.
»Nu er vi rykket tilbage til start.«
Kyle Hopwood kommer fra Chicago, men kunne lige så godt have heddet Katrine Holm og komme fra København.
For mens stadig flere positive nyheder tikker ind om, at den nyeste virusvariant på coronastammen forårsager færre dødsfald end sine forgængere, har den vist sig at trække om noget endnu dybere mentale spor:
Stadig flere er udmattede ind til knoglerne af drænende restriktioner, evindeligt skiftende anbefalinger og usikkerhed. De har, hvad forskerne kalder, pandemic fatigue.
Pandemiudmattelsen er ikke et nyt fænomen.
Allerede få måneder inde i coronapandemiens første nedlukning i foråret 2020 begyndte forskere at sætte navn på tilstanden, der dækker over en dyb, nærmest depressiv træthed påført os af måneder med angst for sygdommen, frygt for arbejdsløshed eller økonomisk krise, social isolation, markante ændringer i vores hverdagsrutine og begrænsninger på vores fysiske udfoldelser.
»Ikke overraskende er det, der skaber udmattelsen, hårde restriktioner,« forklarer Michael Bang Petersen, der er professor og leder af Hope-projektet på Aarhus Universitet, der under coronakrisen løbende har målt befolkningens holdninger og adfærd.
»Men det er også interessant, at udmattelsen stiger markant over tid. Det vil sige, at en nedlukning over vinteren 2022 faktisk føles mere udmattende end en nedlukning i marts 2020 gjorde.«
Meningsløshed
Psykologisk kan man sammenligne befolkningens reaktion på coronapandemien med den mentale tilstand hos en patient, som får en alvorlig sygdom.
Ofte kommer patienternes psykiske nedtur for alvor, når sygdommen efter en bedringsperiode, hvor man troede, det værste var overstået, igen kommer retur, sådan som det nu er sket med omikronvarianten.
Vi var blevet fortalt, at det ville være slut med nedlukninger, når først tilstrækkelig mange var vaccinerede. Og så blev spillereglerne ændret alligevel – igen.
I en længere artikel i Scientific American gennemgår neuroforskeren David Badre de psykologiske årsager til, at udmattelsen opstår og hvorfor også folk, som faktisk går ind for at overholde restriktioner og følge myndighedernes anvisninger og som egentlig ikke ønsker at gøre oprør, kan ende netop der.
Fatigue, skriver han, handler også om dalende motivation.
Mens vi mennesker lynhurtigt kan tillære os nye vaner og adfærd (såsom at bære maske eller isolere os, hvis vi kan se den klare værdi – for eksempel i at undgå at vi selv eller vores pårørende bliver alvorligt syge) mindskes motivationen markant, hvis ikke vi oplever, vores mentale anstrengelser står mål med outputtet.
Pandemien har budt på konstant forandrede krav, som alle har dyb indgriben i vores hverdagsrutiner og dermed er mentalt trættende. Jo oftere, de ændrer sig, og jo mindre værdi, vi oplever, ændringen af vores vaner har, jo sværere er det mentalt at udføre dem.
Motivationen stiger, når reglerne er klare og outputtet er krystalklart. Udmattelsen, derimod, bliver forstærket af forvirring, omskiftelige budskaber og oplevelsen af meningsløshed.
Eller som Michael Bang Petersen konstaterer:
»Når mange dør, bliver vi mindre udmattede af restriktionerne.«
Men når vi omvendt kan konstatere, at dødstallene er små, sætter trætheden ind. Og derfra er der ikke langt til oprøret.
»Booster refuser«
Det er ikke kun nedlukningerne, restriktioner og de uforudsigelige regelændringer, som kan udmatte befolkningen.
Det samme kan tiltag, der i princippet skal hjælpe os til at komme ud af det hele.
I Israel har de i flere uger tilbudt en fjerde vaccinedosis til ældre og andre med svækket immunsystem.
I Danmark meddelte sundhedsmyndighederne i denne uge, at udvalgte personer i risikogruppen snart vil blive tilbudt det samme.
Men meget tyder på, at ideen langt fra er nogen sællert hos befolkningen. Tværtimod kan man se tydeligt i tallene, at vaccinegraden falder for hvert stik, myndighederne anbefaler.
I Israel har fænomenet sågar fået sit eget navn – booster refusers.
Afvisningen, siger eksperterne, skyldes ikke vaccinemodstand. Der er tale om folk, som glædeligt har lagt arm til de første to stik, men som nu på grund af en blanding af træthed, forvirring og skepsis omkring fordelene ved endnu en vaccinedosis afviser at gøre det igen.
Da vacciner endnu var begrænsede og blev præsenteret som vidundermidlet, der kunne afslutte pandemien, myldrede folk til, forsøgte at springe alderskøen over og blev vaccinerede i rekordtal. De opfattede det som en nødsituation, der skulle håndteres, og som havde en udløbsdato.
I takt med argumentet om, at vaccinerne er den ultimative løsning på pandemiproblemet, bliver udvandet, overtager fornemmelsen af en endeløs kamp med nye varianter og stadig korterevirkende vacciner. Det bidrager ifølge sundhedseksperter til følelsen af nytteløshed.
I USA, hvor 62 procent af befolkningen har fået to vaccinestik er det kun omkring 25 procent, der har takket ja til en booster.
Selv i Danmark – pandemiens dukseland, hvor både test- og vaccinevillighed er i top – er tilslutningen til det tredje stik markant lavere end de foregående to. Ifølge en ny rundspørge svarer 12 procent, at de aktivt har fravalgt tredje stik. Oveni kommer så alle dem, der bare ikke orker.
Selv Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) advarer nu om, at strategien med at tilbyde boostere med korte intervaller ikke blot risikerer at overbelaste den enkeltes immunsystem, men også at lede til fatigue i befolkningen, hvor stadig flere har svært ved at se formålet.
Farlig tendens
Den nyeste HOPE-undersøgelse fra Danmark viser tydeligt, at befolkningens trusselsfølelse har været kraftigt faldende de seneste uger. Befolkningen oplever ikke længere krisen som overhængende.
Oveni er der sket et fald i borgernes oplevelse af sundhedsrådenes vigtighed. De seneste uger har stadig færre erklæret sig enige i, at sundhedsmyndighedernes råd er »vigtige for at opnå et sikkert samfund«.
Lignende træthed melder sig i andre lande, som foretager studier af befolkningernes holdninger, fortæller Michael Bang Petersen, der leder HOPE-projektet.
»Det betyder for mig, at det ikke bare er en ligegyldighed, der sætter sig ind,« siger han.
»Det er et spørgsmål om, at vi oplever et enormt kontroltab under en pandemi. Politikere og myndigheder går ind og dikterer, hvordan vi skal leve i de allermest private dele af vores liv, hvor de normalt ikke har noget at skulle have sagt. Oplever vi det som meningsløst, sætter det sig som udmattelse og enorm frustration, der retter sig mod myndighederne.«
Det er derfor, trætheden risikerer at udmønte sig i andet end blot dovenskab og ligegyldighed, advarer han.
De, der siger, at de er udmattede, nærer ifølge undersøgelsen også større mistillid, flere antisystemiske holdninger, større tilbøjelighed til at tro på konspirationsteorier og større tendens til at blive radikaliserede.
»Udmattelsen er med andre ord meget virkelig og kan have en meget problematisk effekt, der ikke bare forstyrrer pandemihåndteringen, men kan sætte sig spor i vores samfund efterfølgende i form af mistillid og oprør.«
