Den sidste sovjetiske leder, Mikhail Gorbatjov, og en af historiens store reformister er død 91 år. Paradoksalt nok midt i en krig i Ukraine, som må have været bizar for ham at opleve og uden tvivl med stærkt blandede følelser.

Ifølge et interview til det russiske Forbes for godt en måned siden med den russiske journalist Aleksej Venediktov, som havde et tæt forhold til Gorbatjov, var den tidligere sovjetiske stats- og partichef »oprevet over«, hvordan forholdene under Ruslands præsident, Vladimir Putin, »havde udviklet sig«.