Med Danmark i spidsen fik iranerne en ubehagelig besked: I er gennemskuet, og det får konsekvenser

Seks EU-lande i Teheran har været samlet til et møde i Teherans udenrigsministerium, hvor iranerne fik beskeden om, at en af landets efterretningstjenester og to navngivne personer bliver ramt af sanktioner.

Irans præsident Hassan Rouhani under et valgmøde i 2017. En af hans efterretningstjenester rammes nu af sanktioner fra EUs side. ATTA KENARE / AFP Fold sammen
Læs mere
Foto: ATTA KENARE

Seks EU-lande med Danmark i spidsen – Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Holland og Belgien – har tirsdag eftermiddag holdt et møde i udenrigsministeriet i Teheran med en eneste dagsorden: At gøre iranerne det klart, at de har overskredet alle internationale normer ved at sende regulære dødspatruljer til Europa.

Samtlige af disse EU-lande har på en eller anden måde haft besøg af disse dødspatruljer. Derfor er de udvalgt til – sammen med Danmark, som spærrede Sjælland af 28. september, fordi man frygtede et attentat mod eksil-iranere i Ringsted – at overbringe iranerne nyheden om sanktionerne.

Der er derfor med diplomaters ord »trukket en streg« i sandet over for iranerne – en streg som det har taget flere måneder at nå til enighed om i EU.

»Sammen med vores europæiske allierede har vi i dag slået fast, at vi ikke accepterer iranske attentater og attentatforsøg i Europa. Vi har gjort det klart direkte overfor Iran, at de sanktioner, vi nu indfører overfor en iransk efterretningsenhed, er en direkte konsekvens af deres ulovlige aktiviteter og attentater i Europa,« siger udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) i en pressemeddelelse.

»Det er et robust svar og et klart forsvar af EU's frihedsrettigheder og Europas grænser,« tilføjer han.

Hvordan iranerne vil reagere, kan man kun gisne om. Men man håber, at det ikke går ud over den såkaldte atomaftale, som både EU og Iran er interesserede i at opretholde.

Det er først og fremmest en gren af den iranske efterretningstjeneste med tætte forbindelser til revolutionsgarden, der bliver ramt.

Ud over at samtlige ansatte ikke tjenstligt kan sætte deres ben på EU-jord, så er generaldirektøren for tjenesten og en diplomat direkte nævnt i sanktionerne. Det er henholdsvis Saeid Hashemi Moghadam og Assadollah Asadi.