Vi kender de makabre detaljer omkring selve drabet: Jovenel Moïse opholdt sig i sit soveværelse, da han blev ramt af 12 skud – heraf et i panden, et i hver brystvorte, tre i hoften og et i maven. Han blev fundet med åben mund, og hans venstre øje var eksploderet.
Vi ved også, at en kommando bestående af mindst 26 colombianske lejesoldater og to amerikanere af haitisk oprindelse er blevet udpeget som gerningsmænd til likvideringen af Haitis præsident.
Men de vigtigste ubekendte står fem dage efter det mystiske attentat stadig tilbage. Og opklaringen af dem kan blive skæbnesvanger. Ikke blot i den lille caribiske ønation men for hele regionen.
Hvordan kunne det gå til, at Haitis mest magtfulde mand blev skudt ned som en hund i sit eget hjem, uden at hans livvagter tilsyneladende gjorde modstand?
Hvem blandt en lang række fjender beordrede mordet på den upopulære Jovenel Moïse, der med støtte fra USAs tidligere Trump-administration gennem de seneste år havde styret Haiti i stadig mere autoritær retning?
Og hvad er de politiske og/eller økonomiske grunde til, at præsidenten på så voldsom vis skulle ryddes af vejen?
Hvorfor blev ingen politifolk såret?
Lad os først skrue tiden tilbage til de dramatiske men også uklare begivenheder natten mellem tirsdag og onsdag i det mondæne hovedstadskvarter Petionville, hvor Jovenel Moïse og hans familie boede.
Ifølge de haitianske myndigheder dukkede kommandoen med de 26 colombianere og to amerikanere op omkring klokken 1.00, lokal tid.
De gav sig ud for at tilhøre det amerikanske narkoagentur DEA og trængte uhindret ind i præsidentboligen. En version, der bakkes op af flere videooptagelser uden afsender, som de seneste dage har cirkuleret på de sociale medier.
Kort efter lød der en række skudsalver. En dommer, som deltager i efterforskningen, har bekræftet, at den del af villaen, hvor Jovenel Moïse blev dræbt og hans kone hårdt såret, lignede en krigszone med skudhuller i væggene.
»Men hvorfor er der ingen politifolk blandt ofrene? Hvis de havde ansvaret for præsidentens sikkerhed, hvor var de så, og hvad gjorde de for at beskytte ham,« spørger chefanklager Bed-Ford Claude ifølge nyhedsbureauet AFP.
»Colombianerne gik i en fælde«
Det monumentale sikkerhedsberedskab omkring Jovenel Moïse talte, ifølge regeringskilder, ofte flere hundrede betjente.
Hvorfor overgav de sig tilsyneladende uden kamp? Den tidligere haitianske senator Steven Benoit tror ikke på den officielle version.
Han minder i et interview med den colombianske radiostation W Radio om, at en gruppe militærfolk fra det sydamerikanske land opholdt sig i Haiti som instruktører for lokale sikkerhedsstyrker.
»Colombianerne gik i en fælde,« mener Steven Benoit, der hævder, at de først dukkede op på gerningsstedet efter skyderiet for at hjælpe.
De eneste mulige gerningsmænd er, tilføjer han, præsidentens egne livvagter.
20 af colombianerne, der alle er veteraner fra de væbnede styrker i det sydamerikanske land, er blevet anholdt. Mindst tre er dræbt, mens resten efter ildkampe med politiet er på flugt.
W Radio har også interviewet hustruen til et af de colombianske militærfolk i Haiti.
Hun fortæller, at hendes mand var blevet hyret af et privat sikkerhedsfirma til en overvågningsopgave. Samt at hun torsdag modtog en besked fra ham om, at hans enhed var under angreb, og at han ikke vidste hvorfor.
Flere mistænke end i en Agatha Christie-roman
Uanset hvordan det hænger sammen, så har gerningsmændene givetvis ikke handlet på egen hånd. Og hvem gav ordre til mordet?
Listen over personer, virksomheder, organisationer og sågar lande, der havde en høne at plukke med Jovenel Moïse, er lang.
En række rige og indflydelsesrige haitianske familier var rasende på præsidenten. I særdeleshed Vorve-familien, der havde monopol på elforsyningen i landet, indtil han tog det fra dem.
I den anden ende af samfundet havde den magtfulde bandeleder Jimmy Cherizier – kendt som »Barbecue« på grund af en forkærlighed for at brænde sine modstandere levende – truet med at starte »et oprør blandt de fattige«.
Internationalt var der krig på kniven med Venezuela, efter at Jovenel Moïse havde lagt afstand til regimet i Caracas for i stedet at tækkes Donald Trumps USA.
På hjemmebane var de haitianske senatorer var alt andet end begejstrede for en forfatningsreform, der nedlægger overhuset og dermed deres politiske hverv.
Oppositionen bestred præsidentens embedsperiode og kritiserede, at han havde lukket parlamentet og frem til et planlagt – men usikkert – valg til september regerede pr. dekret.
Selv premierminister Claude Joseph havde god grund til at være vred på sin chef, efter at han mandag blev fyret fra sin post.
To premierministre
Det fortæller alt om den absurde og usikre situation i Haiti, at den afgående premierminister ikke desto mindre fortsat leder regeringen og har erklæret undtagelsestilstand.
Efterfølgeren, Ariel Henry, nåede ikke officielt at overtage embedet, inden drabet på præsidenten. Og derfor er Claude Joseph landets retmæssige leder, hævder Claude Joseph.
Ariel Henry og oppositionen er ikke enig. Og meget tyder på, at det internationale samfund må gribe ind, hvis Haiti skal undgå at ryge ind i et kaos af vold og borgerkrigslignende tilstande. Endnu engang.
Fra uafhængigheden af Frankrig i 1804 og frem til 1957 blev 24 ud af 36 statsledere enten dræbt eller på anden måde tvunget fra magten.
De følgende 30 år levede haitianerne under først »Doc« og senere sønnen »Baby Doc« Duvaliers brutale diktatur.
Et demokratisk valg af den venstreorienterede Jean-Bertrand Aristide i 1990 kastede landet ud i en lang periode med militærkup og borgerkrigslignende ustabilitet.
»Vi kan endnu nå at bryde forbandelsen«
Selvom en 13 år lang FN-mission heller ikke var en dans på roser, er perioden det nærmeste, Haiti i sin nyere historie har været på en vis harmoni.
Siden de blå hjelme rejste hjem i 2017, er bandekriminaliteten eksploderet, mens de politiske institutioner knager. Og Juvenel Moïse havde gennem et stykke tid advaret om et sandsynligt attentat.
Han fik ret, og nu er der ingen vej udenom, hvis vi skal forhindre nyt kaos i landet, der en gang var kendt som »Caribiens Perle«, mener Frankrigs tidligere ambassadør i Haiti, Didier Le Bret.
»FN og en række lande med nære bånd til landet bør deltage i det arbejde med at løse krisen, som en stor del af haitianerne ønsker,« skriver Didier Le Bret i Le Monde og tilføjer med henvisning til landets andet, tragiske og – vil nogle mene – mere passende tilnavn:
»Vi kan endnu nå at bryde forbandelsen og redde dem op af »Djævelens heksekedel«.
