Det er aldrig sket før. En mandlig japansk minister, som tager barselsorlov. Og endda i hele 14 dage.
Japans miljøminister, den 38-årige Shinjiro Koizumi, er en rigtig mønsterbryder i japansk politik, og har med sin beslutning om at tage i alt 14 dages barselsorlov fordelt over tre måneder vakt opsigt i et land, hvor blot seks procent af mændene normalt tager barselsorlov trods attraktive orlovsregler for både mænd og kvinder.
Shinjiro Koizumi, der er den tredjeyngste japanske minister siden anden verdenskrig og regnes for at være en fremtidig stjerne i japansk politik, har med sin beslutning skabt heftige diskussioner i et land, hvor mandens plads er på arbejdsmarkedet, og hvor kønsrollemønstret er ganske traditionelt.
Shinjiro Koizumis beslutning bliver rost for at kunne blive en døråbner for andre mænd, som nu lettere kan tillade sig at gå på barselsorlov. Andre er bekymrede over, at ministeren ikke er på sin plads i regeringen og dermed klar til løse sine opgaver.
Fordelt orlov
Det forsøger Shinjiro Koizumi at råde bod på ved at love, at han vil fordele de 14 dages orlov over tre måneder. Han lover også, at han vil deltage i vigtige møder, og at han vil holde »digital kontakt« med sine medarbejdere og politiske kolleger undervejs i orloven.
»Jeg håber, at min beslutning vil skabe ændringer i arbejdsmiljøet, så alle let kan tage barselsorlov«, sagde Shinjiro Koizumi til sine medarbejdere i miljøministeriet, da han offentliggjorde beslutningen.
Diskussionen om fødsler, eller manglen på samme, er et af de hedeste emner i Japan i disse år. Årsagen er den simple, at fødselstallet falder og falder, og i 2019 nåede det blot 864.000, mens 1.376.000 japanere døde. Fortsætter den nuværende udvikling, vil Japan i 2065 blot have 88 millioner indbyggere mod dagens befolkningstal på 124 millioner.
Derfor har premierminister Shinzo Abe iværksat omfattende og dyre foranstaltninger, som skal gøre det mere attraktivt at føde børn i Japan. Regeringen har bl.a. indført gratis børnehaver, ligesom ventelisterne på pasning er blevet forkortet.
Shinjiro Koizumi er ingen hvem som helst i Japan. Han er søn af landets tidligere premierminister, Junichiro Koizumi, og regnes som en mulig fremtidig premierministerkandidat i Japan, når den mangeårige leder, Shinzo Abe, går af inden for et par år.