Kvinde over 27 og single? De er stemplet som »tilovers« – og nu raser de over forskers løsning

Den kinesiske forsker troede, at han havde fundet den logiske løsning på et problem, som Kina såvel som resten af verden slås med: De enlige mænd på landet, som ikke kan finde en kone. Men kvinderne kunne ikke lide hans idé – mildest talt.

Kinesiske migrantarbejdere ses her på togrejsen hjem for at fejre kinesisk nytår hos familien på landet i Shandong-provinsen i Kina. I nogle landsbyer i Kina er tyve ugifte mænd for hver ugift kvinde. Arkivfoto: How Hwee Young/EPA/Ritzau Scanpix How Hwee Young

Han havde været på ti blind dates, siden han var 19 år gammel. Nu var han 26 år – og han var stadig ikke kommet i nærheden af at finde en kone. Liu Xuan fortalte om sine kvaler med det ikkeeksisterende kærlighedsliv i et interview.

»Drengene i vores landsby bliver nødt til at stille sig op i kø for at komme på blind date, mens pigerne kan være kræsne,« sagde migrantarbejderen fra en landsby i Dancheng-amtet i Henan-provinsen ifølge avisen South China Morning Post.