Kritik af Kina: »Det nytter ikke at råbe som en fornærmet teenager«

Danmark bør opfordre Kina til at lukke de interneringslejre, hvor op mod en million muslimer menes at være indespærret uden rettergang, mener Amnesty International. Vi bør ikke gå enegang, men rejse kritikken gennem EU, lyder der fra flere politikere.

CHINA-RIGHTS/PROTESTS
En etnisk uighur-dreng deltager i en demonstration i Istanbul 6. november mod Kinas behandling af uighurerne, som er et muslimsk mindretal i den nordvestlige Xinjiang-provins. Fold sammen
Læs mere
Foto: Murad Sezer/Ritzau Scanpix

Danmark bør stille krav til Kina om at lukke de interneringslejre, der er vokset frem inden for især de seneste to år. Her sidder op mod en million muslimer ifølge eksperter og menneskerettighedsgrupper i dag indespærret uden rettergang og tvinges ifølge øjenvidner til politisk indoktrinering og til at undsige islam.

Sådan lyder det fra Trine Christensen, generalsekretær i Amnesty International i Danmark.

»Det er vigtigt, at så mange som muligt tager afstand fra lejrene, kræver dem lukket og kræver, at internationale observatører får adgang til lejrene,« siger Trine Christensen.

I weekenden kaldte Tyrkiet Kinas masseanholdelser i den nordvestlige Xinjiang-region for »en stor skam for menneskeheden« og opfordrede det internationale samfund til at skride til handling.

I Dansk Folkeparti erklærer udenrigsordfører Søren Espersen sig enig med Amnesty International. Det vigtigste er at stå fast på sin egen kultur og sine egne værdier. Det er det, man bør gøre over for Kina, mener Espersen.

»Vi kan ikke have koncentrationslejre, hvor politiske fanger sidder i årevis og ofte uden rettergang. Det er ganske modbydeligt, og det er ikke et hak bedre end Gulag-lejrene i det gamle Sovjetunionen,« siger Søren Espersen.

Michael Aastrup Jensen, udenrigsordfører for Venstre, kalder beretningerne fra interneringslejrene i Xinjiang for »forfærdelige«. Han mener dog ikke, at Danmark bør komme med en opfordring til at lukke lejrene i Kina. Det er svært for en lille nation at tvinge Kina til at handle, mener Michael Aastrup Jensen.

»Min bedste anbefaling vil være at stå sammen gennem EU og sige klart fra over for Kina. Men det er op ad bakke. Det er svært at kæmpe mod en mastodont som Kina.«

Hvad frygter du vil ske, hvis Danmark kræver lejrene lukket?

»Alt kan ske. Kun fantasien sætter grænser. Kina virker intolerant over for kritik,« siger Michael Aastrup Jensen.

Amnesty: Vi bør kritisere Kina offentligt

Socialdemokratiets udenrigsordfører, Nick Hækkerup, mener, at den danske regering bør sige klarere fra over for Kinas ageren mod muslimerne i Xinjiang. Religionsfrihed er en af de grundlæggende menneskerettigheder, som gør, at man kan leve i frihed, siger Hækkerup.

På linje med Michael Aastrup Jensen mener Nick Hækkerup, at Danmark siger bedst fra ved at koordinere kritikken med andre lande – for eksempel gennem EU – eller ved at tage kritikken op under danske ministerbesøg i Kina.

»Det nytter ikke at stille sig op og råbe som en fornærmet teenager. Man bliver nødt til at agere efter de spilleregler eller muligheder, der er,« siger Nick Hækkerup.

I Amnesty International siger Trine Christensen, at Danmark skal arbejde på en fælles EU-udmelding, men at vi bør turde kritisere kineserne offentligt og så hurtigt som muligt.

»Der foregår alvorlige overgreb og krænkelser af menneskerettighederne. Vi bør ikke vente på, at EU gør noget,« siger hun.

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) skriver i et skriftligt svar til Berlingske, at han er meget bekymret over udviklingen i Xinjiang og kalder historierne fra genopdragelseslejrene for voldsomt foruroligende. Han siger, at både Danmark og EU har stort fokus på situationen.

- Under den kommende samling i FN's menneskerettighedsråd vil vi sammen med EU fortsætte presset på Kina, lyder det i svaret.

Kinas styre har selv sagt, at genopdragelseslejrene blot er uddannelsescentre, som skal modvirke religiøs ekstremisme, terrorisme og separatisme.

Lene Winther er Berlingskes Asien-korrespondent