En række internationale ledere har de seneste dage – med skiftende bordstørrelse og uden det store held – forsøgt at overtale Vladimir Putin til at nedtrappe den truende konflikt om Ukraine.
Når Jair Bolsonaro efter planen mandag besøger Kreml, har Brasiliens præsident derimod ikke tænkt sig overhovedet at berøre emnet, medmindre hans russiske kollega »selv tager fat på det«.
Men hvorfor møder Bolsonaro så op hos Putin på et – set fra Vesten – ekstremt ubelejligt tidspunkt?
»Brasilien er Brasilien. Rusland er Rusland. Jeg har et godt forhold til alle, og hvis Joe Biden inviterede mig, vil jeg også hellere end gerne besøge USA,« svarede Bolsonaro undvigende, da han forleden blev bedt om en forklaring.
Netop den amerikanske regering har, ifølge nyhedsbureauet Folhapress, i flere omgange lagt pres på Brasilien for at aflyse besøget, der blev aftalt sidste efterår.
Et billede af Putin og Bolsonaro arm i arm kan vanskeligt tolkes som andet end støtte til den russiske præsident fra et land, der normalt regnes som vestligt, og som p.t. har sæde i FNs Sikkerhedsråd.
Sådan ser det i hvert fald ud fra Washington samt, givetvis, en række europæiske hovedstæder.
Men Bolsonaro slog i sidste uge fast, at han absolut ikke har nogen planer om at droppe besøget, der skal besegle de to lederes gode forhold, endsige blot udskyde det.
»Det værst tænkelige mareridt«
Flere af præsidentens egne ministre og i særdeleshed ledende medarbejdere i Brasiliens udenrigsministerium er ellers dybt bekymrede for konsekvenserne.
Og en række meningsdannere fra såvel højre som venstre betegner direkte besøget som »galmandsværk«.
»At udvise støtte til Putin, på et tidspunkt hvor han truer med en erobringskrig, er utilgiveligt set fra USA og Europa, som sammen med Kina er vores vigtigste partnere,« skriver eksempelvis Ricardo Rangel i det konservative magasin Veja.
Han advarer desuden om »det værst tænkelige diplomatiske mareridt«, hvis en invasion af Ukraine skulle gå i gang, mens Bolsonaro befinder sig i Moskva. Hvilket på ingen måde er utænkeligt.
Men hvorfor spiller den brasilianske præsident så højt spil – hvis altså han selv forstår rækkevidden af sin beslutning, hvilket flere iagttagere tvivler på?
Ifølge politologen Guilherme Casarões fra universitetet Fundação Getulio Vargas handler det om at bryde med billedet af et isoleret Brasilien, der under Bolsonaros kontroversielle ledelse befinder sig uden for terapeutisk rækkevidde.
»Han støttede Trumps kandidatur i USA, men så vandt Biden. Og han har gjort sig uvenner med Kina (på grund af beskyldninger i forbindelse med pandemien, red.),« siger Casarões til The Guardian og tilføjer:
»Det er helt til grin, men han har kun formået at knytte bånd til Polen, Ungarn og et par små Golflande.«
»Side om side med kongen«
At tillægge Bolsonaro geostrategiske overvejelser er imidlertid en grov overvurdering af hans politiske udsyn, mener Mathias Alencastro.
Ifølge politologen og columnisten, der er tilknyttet Centro Brasileiro de Análise e Planejamento, bruger præsidenten udelukkende udenrigspolitikken til at »virilisere« sit personlige image.
Bolsonaro siger det gerne lige ud til alle, der gider høre: Han er trods sine 66 år ustoppelig i sengen.
Han tilskriver det en sjælden svipser, at hans femte barn faldt ud som pige og ikke som dreng. Og under pandemien er tilhængere af restriktioner systematisk blevet betegnet som en flok »bøsserøve«.
Det er i lyset af dette omhyggeligt opbyggede image som hæmningsløs machomand, at besøget i Moskva skal ses, mener Mathias Alencastro.
»Putin har mere eller mindre opfundet maskuliniteten som magtinstrument ved at køre omkring i tanks og hundse rundt med bjørne,« skriver han i Folha de São Paulo og tilføjer:
»Side om side med kongen af giftig maskulinitet kan Bolsonaro sætte sig selv i forbindelse med ham og andre beundrede figurer blandt vælgere på den yderste højrefløj.«
At Putin tidligere har rost sin brasilianske gæst for under pandemien at have udvist »de bedste maskuline kvaliteter som mod og handlekraft«, gør kun sagen endnu mere klar.
Bolsonaro er langt bagefter i meningsmålingerne forud for efterårets præsidentvalg, hvor rivalen og forgængeren Lula da Silva står til at vinde allerede i første runde.
I den situation kunne den brasilianske præsident ikke drømme om at ofre en photo opportunity, der kan være med til at mobilisere i det mindste hans egne kernevælgere.
Så må krig være krig, Vesten være Vesten og, vil nogle mene, Brasilien være Brasilien.
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa
