Kineserne flyver med fem gange lydens hastighed. Amerikanerne ser rædselsslagne til

Analyse: Kineserne har angiveligt gennemført vellykkede forsøg med supersoniske raketter, som kan flyve 6.200 kilometer i timen. En ny raketverdensorden er en realitet. Perspektiverne er urovækkende.

 
Kina har ifølge USA affyret et supersonisk missil, der har overrasket amerikanerne. Klip: Ritzau/Scanpix. Redigering: Emma M. Christensen. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kina har ifølge USA affyret et supersonisk missil, der har overrasket amerikanerne.

Det skriver Financial Times. Hvis det er korrekt, vil det sætte skub i et nyt våbenkapløb, som bliver langt mere kompliceret end under Den Kolde Krig.

Ingen har været i tvivl om, at alle forsøger at udvikle disse supersoniske systemer og især forsvarssystemerne til dem. Men foreløbig er det ikke lykkedes, og det sætter en helt ny dagsorden sikkerhedspolitisk.

Faktisk vil disse nye våbentyper forandre hele den strategiske balance, fordi et sådant våben i princippet vil gøre op med den traditionelle tænkning om, hvem der har overtaget til vand, til lands og i luften.

Krigsskibe kan få svært ved at forsvare sig mod missilerne. For ikke at tale om, at disse våben bevæger sig med en hastighed og på en måde, som gør dem stort set usynlige, også på land.

Teknologierne er efterhånden blevet allemandseje. Foruden Kina, USA og Rusland er mindst fire andre lande i gang med udvikle disse missiltyper, der kan medbringe atomsprængladninger.

Teknologien afprøves også af Rusland og Nordkorea. Det betyder, at avancerede missiler til militære formål har nået en udbredelse og et teknologisk stadium, som vender op og ned på alle de nedrustningsaftaler, der har været gennemført siden 1980erne.

»I de gode gamle dage skulle man kun tage hensyn til USA og Rusland. Så kom Kina med, men i dag har Indien, Pakistan Iran, Nordkorea og Israel missilteknologier, der udvikles gradvist til supersoniske missilsystemer,« siger flere militære forskere til Financial Times.

Kina benægter

Kineserne nægter til gengæld, at det drejer sig om et supersonisk missil, der angiveligt skulle have cirkuleret rundt om Jorden i en relativt lav højde, før det ramte et mål.

Kinesernes stolthed og amerikanernes hovedpine: Et supersonisk missil udstilles i øjeblikket på China International Aviation and Aerospace Exhibition i Zhuhai. Fold sammen
Læs mere
Foto: Noel Celis/AFP/Ritzau Scanpix.

Den kinesiske udenrigsministers talsmand, Zhao Lijian, siger, at det drejer sig om et eksperiment for at finde en måde at genbruge rumraketter til gavn for »menneskeheden«.

Men kineserne er langt fremme teknologisk med produktionen af atomare supersoniske missiler. Det har militære parader vist de seneste år.

De har samtidig vist, at kineserne for alvor er kommet ind i rumalderen med opsendelser af bemandede rumraketter til Kinas rumstation foruden landets store eksperiment med en ubemandet forskningsstation på den mørke side af Månen, hvor ingen kan se, hvad der foregår.

Rumprogrammet er meget hemmeligt og vanskeligt gennemskueligt. Derfor er det svært for andre landes efterretningstjenester at finde ud af, hvad der egentlig foregår forskningsmæssigt i Kina på dette område.

6.200 km i timen

Missiltypen, som amerikanerne mener, at kineserne har anvendt, bliver skudt ud i atmosfæren af et ballistisk missil og vender tilbage igen med fem gange lydens hastighed. Kineserne forsker også i andre supersoniske typer såsom missiler, der kan affyres fra kampfly eller fra skibe.

Det er ikke hastigheden på over 6.000 km i timen, der alene er problemet. Det er også det faktum, at disse supersoniske missiler – eller hypersoniske, som de også kaldes – kan manøvrere og flyve lavt i slutfasen, hvilket gør dem stort set umulige at opfange med antimissilforsvarssystemer.

Uanset hvad det drejer sig om, så viser reaktionen på afprøvningen af missilet, hvor følsomt et sikkerhedspolitisk emne, de supersoniske raketter er. For den strategiske balance kan hurtigt tippe både til Ruslands og til Kinas fordel.

Amerikanerne har sovet i timen, mens de var travlt optaget af krigene i Mellemøsten. De har ikke udviklet en forsvarskapacitet til at imødegå det. Og hvad der er værre: Det kan også vise sig endda meget svært at udvikle effektive forsvarssystemer, hvis Rusland og Kina sender rigtig mange af disse raketter afsted på én gang.

De supersoniske raketter udgør en reel risiko for, at Kina og Rusland kan lancere et angreb mod USA, uden at man har mulighed for at forsvare sig mod det, skriver The Guardian.

Rusland menes at have supersoniske raketter på baser i den nordlige del af Rusland, hvor der er fri adgang via Arktis til USAs østkyst.

Det gør næsten radarstationen i Thule overflødig, fordi disse missiler vil kunne overflyve området så hurtigt, at de ikke opdages på vej til USAs østkyst, før det er for sent. Derfor ønsker amerikanerne også at drøfte muligheden for et forbedret radarsystem i Grønland.

Østersøen

I Østersøen har Rusland planlagt en række nyere kortrækkende missilsystemer, som kan affyre supersoniske raketter af typen Oniks. Rækkevidden er cirka 450 kilometer og vil give Rusland en stor strategisk fordel ved også at kunne destruere krigsskibe i området.

De diplomatiske midler til at begrænse eller indskrænke disse nye missilsystemer er heller længere mulige. Aftalen om mellemdistancemissiler, den såkaldte INF traktat, er blevet opsagt af USA, fordi Rusland angiveligt brød den i netop Østersøen.

Ingen af parterne har kunnet genoplive den af den enkle grund, at de heller ikke er interesserede, fordi de stod alene med aftalen. Hvorfor have en sådan aftale, når alle andre ikke ville være med i den. Resultatet er, at missiler nu er et område stort set ureguleret af traktater.

Under Den Kolde Krig indgik man en lang række aftale om de såkaldte ballistiske missiler. Kina har nægtet at være med til lignende aftaler, og med lande som Nordkorea og Iran som nye aktører på det marked gør det også det hele mere kompliceret.

Kristian Mouritzen er Berlingskes sikkerhedspolitiske korrespondent