Kina udnytter nye sikkerhedslove i Hongkong og anholder prodemokratisk avisudgiver

Det kinesiske styre udnytter nye sikkerhedslove til at slå hårdt ned på politiske modstandere i Hongkong. Mediemogulen Jimmy Lai har længe været en torn i øjet på styret i Beijing. Nu har styret i Beijing slået til og anholdt ham.

 
Med en ny sikkerhedslov har det kommunistiske styre i Beijing har underkastet Hongkong forbud mod kritik og demonstrationer. Video: Reuters/Ritzau. Redigering: Mathilde Oda Jørgensen Fold sammen
Læs mere

Først indførte det kinesiske styre i Beijing nye hårde sikkerhedslove i Hongkong, der indskrænkede borgernes demokratiske rettigheder.

Nu har styret for alvor taget dem i brug og forsøger at lukke munden på en af det kommunistiske styres hårdeste kritikere, Hongkong-mediemogulen Jimmy Lai, der netop er blevet anholdt i Hongkong.

Jimmy Lai, en 72-årig udgiver af en række medier, herunder avisen Apple Daily, der er kendt for en hård prodemokratisk linje, har ved adskillige lejligheder talt styret i Beijing lodret imod.

Jimmy Lai, manden bag den prodemokratiske avis Apple Daily i Hongkong, er mandag blevet anholdt i Hongkong og føres her væk fra avisen i håndjern. Fold sammen
Læs mere
Foto: VERNON YUEN/EPA/Ritzau Scanpix.

Ud over at stå bag flere prodemokratiske udgivelser, har han selv været en tydelig og højlydt stemme i debatten omkring Kinas stadigt hårdere forsøg på stække de demokratiske rettigheder for indbyggerne i Hongkong. Derfor har han længe været en torn i øjet på maghaverne i Beijing, og det er ingen overraskelse, at han nu er blevet anholdt.

Anholdelsen

Det var mandag morgen Hongkong-tid, at politifolk trængte ind i hovedkvarteret i Jimmy Lais mediekoncern, Next Digital. Politifolkene ransagede kontorerne, herunder avisen Apple Daily. Journalisterne på avisen livetransmitterede, hvordan omkring 100 politifolk gennemgik papirer på journalisternes skriveborde og viste siden billeder af, hvordan den 72-årige Jimmy Lai blev ført ud af bygningen, iført håndjern.

Politifolk ransager kontorerne på avisen Apple Daily tidligt mandag morgen. Politiet har slået til og anholdt ejeren af den prodemokratiske avis, Jimmy Lai. Fold sammen
Læs mere
Foto: APPLE DAILY/Reuters/Ritzau Scanpix.

Myndighederne i Hongkong har forklaret anholdelsen af Jimmy Lai og yderligere i hvert fald seks repræsentanter for hans virksomhed med, at de undersøger overtrædelser af paragraf 43 i den nye sikkerhedslov. Avisen Apple Daily skriver, at Jimmy Lai er under mistanke for at have arbejdet sammen med fremmede magter.

Indskrænker rettigheder

Anholdelsen af den højt profilerede prodemokratiske mediemand, er det hidtil hårdeste udtryk for, at styret i Beijing er klar til at bruge de nye beføjelser, som man indførte 1. juli i år.

Den nationale sikkerhedslov, som blev udarbejdet af magthaverne i Beijing, er et modsvar på de langvarige prodemokratiske protester, som har præget Hongkong gennem mange måneder.

Hongkong har i snart mange måneder været præget af hårde demonstrationer, hvor indbyggere har kæmpet mod krav fra styret i Beijing, der vil indskrænke borgernes frihedsrettigheder. Kina har netop indført nye strenge sikkerhedslove i Hongkong, et tiltag, der har ført til omfattende kritik fra en række lande. Fold sammen
Læs mere
Foto: ANTHONY WALLACE/AFP/Ritzau Scanpix.

Ifølge styret i Kina har udenlandske kræfter udnyttet den tidligere selvstyrelov, som gav Hongkong og byens indbyggere særlige beføjelser, som kineserne på fastlandet ikke havde, til at forsøge at underminere Kinas magt i Hongkong.

Selvstyreloven, der blev aftalt med Storbritannien, da den tidligere britiske koloni blev lagt ind under Kina for 23 år siden, sikrede, at borgerne i Hongkong ville have særlige regler i 50 år efter Kinas overtagelse af magten i byen.

Det har blandt andet betydet, at magthaverne i Kina har haft svært ved at slå ned på de voldsomme prodemokratiske demonstrationer, som voksede frem i efteråret 2019 og siden har præget byen. Aftalen om overdragelsen af Hongkong har længe været en torn i øjet på styret i Beijing, og allerede i 2003 forsøgte man at ændre indholdet af aftalen. Det førte dengang til massedemonstrationer i byens gader, der gjorde, at styret i Beijing opgav forsøget.