Det er sjældent, at de hårdt prøvede kvinderettighedsforkæmpere i den arabiske verden har grund til at smile. Men nu har Tunesiens aldrende præsident lagt en plan, der vækker et spinkelt håb om en snarlig kønspolitisk revolution.
Inden den 92-årige præsident Essebsi går på pension senere i år, vil han sikre Tunesiens kvinder ret til at arve lige så meget som deres brødre. Det lyder måske ikke så dramatisk. Men tag ikke fejl: Kvinderettighedsaktivister i Tunesien har kæmpet for lige arv i årtier – uden held. Præsidentens forslag får nu imamer og konservative politikere i hele regionen til at ryste i bukserne.


