Kalifatet er besejret. Her er tre grunde til, at vi ikke skal glæde os for tidligt

De sortklædte krigere er slået tilbage territorialt, men sikkerheden og stabiliteten i området er langt fra genoprettet.

En soldat fra den kurdisk-ledede milits Syriens Demokratiske Styrker (SDF) giver V-tegnet efter sejren over IS' sidste bastion i det østlige Syrien. Men selvom Islamisk Stat ikke længere har noget fysisk territorium, er der flere gode grunde til ikke at glæde sig for tidligt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Giuseppe Cacace/AFP/Ritzau Scanpix

Islamisk Stats drøm om et verdensomspændende kalifat er død. Den kurdisk-ledede milits Syriens Demokratiske Styrker (SDF) oplyste lørdag morgen, at Islamisk Stats kalifat er elimineret. Også præsident Trump har meldt ud, at IS er 100 procent besejret.

Men tilbage står stadig en lang række opgaver og udfordringer. Her er tre grunde til, at vi ikke skal glæde os for tidligt og erklære problemet med Islamisk Stat løst.

1) Assads regime og sovende IS-celler

Islamisk Stat har mistet alle de områder, som de før besad. Territorialt kan gruppen derfor siges at være besejret.

Voldsomme militære kampe og angreb omkring floden Eufrat har nu fået Islamisk Stat til at slippe jerngrebet om området. Både den syriske præsident Bashar  al-Assads styrker og SDF står bag.

Eufrat ligger ved grænsen mellem Syrien og Irak og har været den ekstremistiske gruppes sidste territoriale base. Der er dog ifølge blandt andet tænketanken CTC Sentinel en overhængende risiko for, at IS-jihadister igen kan overtage området. Blandt andet fordi terrænet er præget af ufremkommelig ørken, dale og bjerge, som gør det vanskeligt at bekæmpe oprørerne. Jihadisterne får dermed mulighed for at operere i skjul og planlægge angreb i fred.

Det tog lang tid at befri Islamisk Stats sidste bastion, hvilket har givet gruppen mulighed for at skabe »sovende celler«: De IS-krigere, som ikke er i fængsel, er gået under jorden og venter på det rette tidspunkt, og når timingen er rigtig, kan de være klar til igen at tage det sort-hvide flag på ryggen og udføre blodige angreb.

Derudover har IS, ifølge Middle East Institute, længe arbejdet på en strategi, hvor man efter kalifatet går over til oprørskamp og trinvist genvinder styrke. Strategien er kendetegnet ved, at IS først trækker sig tilbage til ørkenområder for at reorganisere sig. Derefter går de specifikt efter at ramme sunnimuslimske stammeledere for at skabe splid i lokalsamfundet og opnå lokalt lederskab og opbakning. Herefter vil IS forsøge at lave såkaldte hit-and-run-operationer og optrappe antallet af angreb. IS lever videre og har en konkret og langsigtet strategi, bare uden drømmen om et fysisk kalifat – indtil videre.

Den vestlige side af Eufrat-floden i Syrien er nu under Assad-regimets kontrol. Der hersker derfor en reel mulighed for, at Assad kan overtage hele området, nu da USA har annonceret, at man trækker de amerikanske tropper ud af Syrien.

Assad tilhører en gren af shiaislam, alawitterne, og har gennem sin præsidentperiode favoriseret alawitterne. Størstedelen af de højtstående militære og politiske ledere tilhører derfor denne shiagren, selvom hovedparten af syrerne er sunnimuslimer. Både Islamisk Stat og al-Qaeda-undergruppen Hayat Tahrir al-Sham bruger sunnimuslimernes frustration og vrede til at rekruttere og operere i området. Dette vil formentlig kun blive forstærket, hvis Assad lykkes med at overtage hele området.

IS' tilbagevenden under samme eller et andet navn kan derfor være i sigte, hvis Assad-regimet lykkes med at overtage hele grænseområdet mellem Syrien og Irak. Dette område kunne meget vel igen udvikle sig til et beskyttet hjemsted for jihadister, hvilket ikke kun vil true stabiliteten i Irak og Syrien, men også den regionale og globale sikkerhed.

2) IS i Afrika vil skabe nye flygtningestrømme mod Europa

Mange af de jihadister, som kæmpede i Irak og Syrien, er flygtet mod det i forvejen ustabile Sahel-bælte, der strækker sig tværs over Afrika, og omfatter lande som Mali, Niger, Burkina Faso og Sudan. Islamisk Stat i Greater Sahara (ISGS) har ifølge tænketankene CTC Sentinel og Menastream udført en lang række angreb i Sahel og Nordafrika, særligt i Libyen, Burkina Faso og Mali.

Islamisk Stat samarbejder ifølge britiske The Guardian med lokale ekstremistiske grupper som Boko Haram og al-Qaeda for at inddele territorium og ressourcer mellem dem og for at infiltrere og destabilisere området yderligere. IS bruger her mangel på fødevarer som rekrutteringsværktøj og som et forsøg på at presse millioner af afrikanere op mod Europa.

Islamisk Stats øverste ledelse spekulerer ifølge WFP i at skabe en ny migrationsbølge mod Europa. IS øger derfor deres tilstedeværelse i Sahel og Nordafrika, som anses som en del af Europas nærområde. IS forsøger derfra at tvinge millioner på flugt, for at få dem til at tage Middelhavsruten op mod de europæiske breddegrader, og dermed øge ustabiliteten i Europa.

»Hvis I troede, at I havde et problem med migration, fordi et land som Syrien med 20 millioner indbyggere blev destabiliseret, så bare vent og se, hvad der sker, hvis Sahel-regionen med 500 millioner indbyggere bliver yderligere ustabil. Og det er her, at det europæiske og internationale samfund skal vågne op,«  siger administrerende direktør for FNs World Food Program (WFP) til britiske The Guardian.

Det nye ved denne strategi er, at Islamisk Stat og andre ekstremistiske grupper nu tænker strategisk i at infiltrere sådanne migrationsbølger. I Europa kan de infiltrerede ekstremister skabe kaos og ustabilitet – og udføre angreb. Og hvis der er noget Islamisk Stat har vist, er det effekten af ensomme ulve eller små enklaver af rekrutterede IS-jihadister, som kan udføre voldsomme og blodige angreb på europæisk jord.

Den danske regering har nu fået opbakning fra Det Udenrigspolitiske Nævn til at sende danske styrker til Sahel i regi af den fransk-ledede operation Barkhane, som netop skal støtte den internationale indsats mod terrorisme, er dermed et vigtigt og kærkomment tiltag.

3. De hjemvendte IS-jihadister: Ideologien lever videre

Mange af de europæiske jihadister, der valgte at tage til Syrien og Irak under de sort-hvide faner, og som er indoktrineret af Islamisk Stat, vender nu tilbage til deres hjemlande. Selv om mange af IS-jihadisterne kom fra Libyen og Tunesien, Sydøstasien og mellemøstlige lande, vender en stor del ifølge Middle East Institute også hjem til Europa.

Både Frankrig og Tyskland, men også Danmark, står nu over for en vigtig opgave og en enorm udfordring.

Det politiske landskab er splittet, når det kommer til jihadisterne og deres fremtid. Hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen mener, at man ikke kan afvise danske IS-jihadister, der selv vender hjem til Danmark, mener S-formand Mette Frederiksen omvendt, at jihadisterne er landsforrædere, som ikke skal vende hjem til Danmark – eller Europa for den sags skyld.

Uanset hvad der bliver besluttet politisk, står mange europæiske lande nu over for en række dilemmaer. Kan vi fratage statsborgerskabet fra de personer, som har dobbelt statsborgerskab? Og hvis ikke, hvad gør vi så med dem, når de kommer hertil? Og hvad med dem, der kun har ét statsborgerskab?

Det kræver en enorm politisk og samfundsmæssig indsats fra de europæiske lande at håndtere udfordringen, og hvis ikke det lykkes, risikerer vi flere angreb fra ensomme ulve i Europa, som tager hvide varevogne eller geværer i hånden.

Terrororganisationer som Islamisk Stat og al-Qaeda kan slås ned, ødelægges og fordrives fra deres territorium, men ideologien lever videre. Historien viser os, at selv om terrororganisationer bekæmpes på kort sigt, består ideologien, og organisationen kan blomstre op igen, under samme eller nyt navn.

Islamisk Stat er således ikke besejret, hverken herhjemme eller længere sydpå, så længe ideologien lever.