Jeppe Kofod i dialog med Tyrkiet: »Afstanden mellem Europa og Tyrkiet er blevet stor«

Den danske udenrigsminister har været i kontakt med sin tyrkiske kollega og talte om den aktuelle strid mellem Tyrkiet og Frankrig. Og Muhammed-tegningerne blev direkte nævnt.

Krisen mellem Frankrig og Tyrkiet spidser til, efter at satiremagasinet Charlie Hebdo ikke alene har trykt Muhammed-tegningerne, men også tegnet Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, der holder en øl i hånden og løfter op i klædedragten på en kvinde. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mohammed Badra/EPA/Ritzau Scanpix

Den danske udenrigsminister var i telefonisk kontakt med sin tyrkiske kollega fredag.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) talte kontant og direkte med sin tyrkiske kollega, Mevlüt Çavuşoğlu, om krisen med Frankrig og konstaterede, at afstanden mellem Tyrkiet og Europa er blevet større.

»Men det er altafgørende, at situationen ikke kommer ud af kontrol. Det er denne situation for alvorlig til, og derfor skal diplomatiet have ro til at arbejde, uden at det betyder, at vi giver os en milimeter i forhold til ytringsfriheden,« siger Jeppe Kofod til Berlingske efter samtalen, der fandt sted på Kofods foranledning.

Det var ifølge ham en kontant samtale, hvor Kofod gentog, at Danmark står 100 procent bag Frankrig, og at vi ikke giver køb på vores fælles værdier, heller ikke ytringsfriheden. Han nævnte direkte Muhammed-tegningerne i samtalen.

»Mit helt klare budskab er, at i Danmark og i Europa må man trykke det, man vil, og vi blander os ikke i, hvad man trykker og bringer. Jeg vil sige det sådan: Budskabet blev modtaget,« siger han.

Han opfordrede kraftigt til, at Tyrkiet ikke eskalerer konflikten, og at landet endda hjælper med til at deeskalere krisen.

»Tyrkiet skal også vise, at de står på vores side og tage afstand fra terror,« siger han.

Men Kofod er bekymret over, at Tyrkiet har bevæget sig langt væk fra Europa.

Diplomatiske kilder siger, at også Frankrig arbejder på at få deeskaleret konflikten, inden den kommer helt ud af kontrol, og at der også kommer en klar opfordring til Frankrigs allierede om ikke at puste til ilden nu.

Venstre har indkaldt til et møde i Udenrigspolitisk Nævn i næste uge, efter at partiet krævede, at Danmarks ambassadør kaldes hjem for at vise tyrkerne, at vi er på Frankrigs side. Endelig opfordrer Venstre også til at vedtage sanktioner mod Tyrkiet og de lande, der opfordrer til boykot af franske varer.