Det er med en blanding af frygt og et lille håb, at italienerne hver aften fra kl. 18 gør klar til at følge sundhedsmyndighedernes daglige status over coronavirus-epidemien.
Frygt for, at antallet af smittede, kritisk syge og døde har taget et nyt rekordhop i vejret. Håb om, at kurverne vil om ikke knække så i hvert fald flade ud. Og søndag aften var der for første gang i lang tid plads til en smule optimisme.
3.957 nye smittede er markant færre end de 4.821 i den seneste opgørelse. Det samme gælder antallet af døde, der er »nede« på 651 mod 793 i det foregående døgn.
De kommende dage vil vise, om faldet er tilfældigt eller et resultat af det godt to uger lange »lockdown«, der ifølge eksperter nu burde begynde at virke.
Slaget om Milano
Under alle omstændigheder er situationen med i alt 59.138 smittede og 5.476 døde fortsat kritisk. Og bekymringen samler sig især sig om et af Europas største byområder, der med omegnskommuner tæller godt tre millioner indbyggere.
Hele verden har chokeret fulgt med, mens militære køretøjer de seneste dage transporterede kister med coronavirus-ofre ud af Bergamo, fordi man i den norditalienske provins ikke længere har kapacitet til at kremere dem alle.
Vi har hørt læger fortælle om intensivafdelinger både her og Brescia, der minder om krigslazaretter, og set skræmmende billeder af det. Men rædselsberetningerne fra de to byer kan ende med blot at være forhistorien til en langt mere omfangsrig tragedie.
De seneste dage har smitten nemlig bredt sig med samme hastighed i Milano-området. Og ingen tør forestille sig konsekvenserne, hvis et større udbrud bider sig fast i storbyen.
»Jeg taler hver dag med mine kolleger i Bergamo og Brescia, og vi må gøre alt for at undgå at ende i samme dramatiske situation. I en by med 1,4 mio. indbyggere ville sundhedssystemet bryde sammen, det ville være en katastrofe,« advarede borgmester, Beppe Sala, lørdag i en tale til milaneserne.
Region har flere dødsfald end Kina
Lombardiet, hvor Milano er hovedby, har nu registreret flere dødsfald end Kina. Og myndighederne indførte lørdag en række stramninger af Italiens nu to uger lange lockdown på regionalt niveau.
Forsamlingsfriheden i det offentlige rum begrænses til det mindst mulige, to personer. Overtrædelser kan føre til bøder på 5.000 euro.
Alt byggeri, der ikke har forbindelse til sundhedsvæsenet eller andre vitale sektorer, stopper. Det samme gælder alle former for hotelvirksomhed.
Endelig opfordres supermarkeder og apoteker til at indføre systematisk temperaturkontrol af deres kunder efter sydkoreansk forbillede.
Også premierminister Giuseppe Conte annoncerede lørdag stramninger, der gælder for hele Italien i en dramatisk tale, hvor han sammenlignede situationen med tiden efter Anden Verdenskrig.
Der indføres - i første omgang indtil 3. april - et totalstop for produktionsvirksomhed, der ikke er nødvendig for, at landet kan fungere. Samtidig får italienere forbud mod at forlade deres hjemkommune med såvel offentlige som private transportmidler.
Økonomi vil skrumpe 12 pct.
Man kan - som de kinesiske eksperter, der rådgiver den italienske regering indigneret har gjort - spørge, hvorfor stramningerne i en ekstrem situation som den nuværende ikke er blevet indført for længe siden.
Svaret er hensynet til Italiens i forvejen skrøbelige økonomi, der risikerer at bryde definitivt sammen med uoverskuelige konsekvenser for hele Europa.
Marchel Alexandrovich fra investeringsbanken Jefferies forudser i The Guardian, at den italienske økonomi - selv hvis den nuværende styrtblødning bremses i april - vil skrumpe dobbelt så meget som under den værste periode af finanskrisen.
I Spanien, der ligesom nabolandet er hårdt ramt af coronsvirus-epidemien, regner eksperter med et fald i BNP på 12 pct. i årets første kvartal.
100.000 har dagligt mistet jobbet, siden den spanske regering for en uge siden indførte nødretstilstand og et delvist »lockdown«. Et helt uholdbar situation, som både Madrid og Rom har forsøgt at afbøde med enorme krisepakker.
Corona-obligationer
Begge lande kræver imidlertid, at EU i det mindste på det økonomiske område udviser en solidaritet, der har manglet fælt, hvad angår nødhjælp. Den har især Italien i stedet fået fra Kina, Rusland og, ja, såmænd, Cuba.
Den spanske finansminister Nadia Calviño, der som tidligere leder af EUs generaldirektorat for budget ikke er den typiske sydeuropæiske ødeland, formulerer det umisforståeligt i et interview med El País.
»EU bliver simpelthen nødt til at tage effektivt affære i den kommende uge og helst med udstedelse af fælles corona-obligationer.«
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa.
