Under en ilter tale til sine partikammerater, som premierminister Benjamin Netanyahu holdt i anledning af sidste års hanukkah, beskyldte han den israelske ventrefløj for at stå bag den efterforskning for korruption, han var genstand for. Det var kun, fordi hans modstandere ikke kan besejre ham i stemmeboksen, »at de forsøger at ramme os med bagvaskelser«.
Søndag henvendte han sig til det samme publikum på den samme helligdag og på samme sted. Emnet var også det samme, men målet for hans vrede var denne gang ikke landets venstrefløj, men derimod den afgående politichef, som han selv havde udnævnt. Politichefen har haft ansvaret for en efterforskning, som er endt med en anbefaling af, at premierministeren bliver tiltalt for tre tilfælde af korruption og svindel.
Han giver den stadig som offer. Men hvis hans juridiske problemer skulle ende med at afslutte hans farverige karriere – og ingen vover endnu at afskrive ham – så tyder politiets beviser på, at Benjamin Netanyahu kun har sig selv at bebrejde.
Han er så besat af sit omdømme, at det faktisk truer hans regeringsmagt.Dan Shadur , filminstruktør
Netanyahu har ledet Israel i nu ti år, og han har ledet landet som ingen anden premierminister siden nationens grundlægger, David Ben-Gurion. Han har legemliggjort landet på verdensscenen og domineret indbyggernes selvopfattelse i en sådan grad, at hverken modstandere eller konkurrenter i egne rækker har kunnet trives i skyggen. Og hele tiden har han genskabt og nyfortolket landets politik i sit eget billede.
Men gennem hele hans politiske karriere har hans kritikere i ham fornemmet en upassende besættelse af hans eget offentlige omdømme – upassende selv for en politiker. Og hans nuværende problemer skyldes da også det, der ligner hans hidtil dristigste forsøg på at skaffe sig kontrol over dette omdømme, nemlig en langvarig offensiv mod nyhedsmedierne selv.
»Bibiton«
For en premierminister, der ser sig selv som en historisk skikkelse, der beskytter Israel mod Irans regionale ambitioner og tilbyder jøder fra hele verden en sikker havn fra antisemitisme – er alene forestillingen om, at han kan blive fældet på grund af selvtilfredshed, der nærmest er shakespearsk, siger instruktøren Dan Shadur, der står bag den nye dokumentarfilm »King Bibi: The Life and Performances of Benjamin Netanyahu«.
»Han er så besat af sit omdømme, at det faktisk truer hans regeringsmagt,« siger Shadur.
Dramaet begyndte i 2007 med lanceringen af gratisavisen Israel Hayom, som blev finansieret af den amerikanske casinomilliardær Sheldon Adelson, der er en varm støtte af Netanyahu. Avisen fik hurtigt øgenavnet »Bibiton« – afledt af den udbredte forkortelse af hans navn »Bibi« og det hebraiske ord for avis. Men de mange læsere og de billige annoncer svækkede hurtigt de konkurrerende aviser.
Den var så slavisk i sin støtte til Netanyahus dagsorden, at et flertal i det israelske parlament i 2014 støttede et lovforslag, som ville have tvunget Israel Hayom til at afkræve læserne mindst halvdelen af den pris, den billigste konkurrent kostede.
Men Benjamin Netanyahu valgte at opløse sin regering frem for at lade lovforslaget gå igennem, som han selv indrømmede senere. Og da han siden dannede en ny og mere kompromisløs højreregering, insisterede han på at overtage kontrollen med kommunikationsministeriet. Derpå fyrede han ministeriets øverste embedsmand og indsatte i stedet for en trofast medhjælper ved navn Shlomo Filber.
Noget for noget. Ganske enkelt
Benjamin Netanyahu blev til sidst tvunget til at give slip på kommunikationsministeriet, men hans utrættelige bestræbelser på at afvæbne enhver negativ dækning af ham, førte direkte til to af de aktuelle korruptionsanklager mod ham.
Den ene af dem tager udgangspunkt i en lydoptagelse, hvor han forhandler med udgiveren af den førende avis, Yediot Ahronot. Avisen havde været kritisk og aggressiv i sin dækning af hans politik, men samtidig led den økonomisk under Israel Hayoms vækst. Så hvis Yediot ville dæmpe kritikken af ham, ville Netanyahu til gengæld bruge sin indflydelse på Sheldon Adelson til at få Israel Hayom til at begrænse sit oplag.
Aftalen blev aldrig ført ud i livet, men det gjorde en anden, siger politiet: Kort tid efter at have overtaget kontrollen med kommunikationsministeriet gennemførte Netanyahu og Filber på trods af embedsværkets indsigelser en fusion af landets største teleselskab og en satellitstation kaldet Yes. Fusionen var særdeles lukrativ for selskabernes største aktieejer, Shaul Elovitch.
Til gengæld ville Netanyahu få en særdeles rosende omtale på Elovitchs nyhedssite, Walla, mener politiet og en række journalister at kunne påvise. I hvert fald fjernede Walla straks ethvert tilløb til kritisk journalistik og erstattede det med flatterende fotografier af fru Netanyahu omkranset af artikler om hendes gøren og laden.
Telefonsamtaler på bånd
Shlomo Filber er nu anklagerens vidne, og det samme er PR-rådgiveren Nir Hefetz, som skal have formidlet premierministerens krav til Wallas redaktører. Netanyahus tidligere stabschef, Ari Harow, optog alle hans telefonsamtaler med udgiveren af Yediot Ahronot, og de endte siden i efterforskernes hænder.
Men Benjamin Netanyahu er den fødte politiske overlever, og hans skal ingen steder foreløbig. Det er op til hans justitsminister, at afgøre, hvorvidt han skal tiltales i en eller flere af de tre sager. Beslutningen kan tage måneder.
Oversættelse: Lars Rosenkvist
