I Sydkorea bliver de raske patienter syge igen. Kan virussen »reaktiveres«?

Knap 100 sydkoreanske coronasmittede er blevet testet positive for coronavirus, efter at de allerede var blevet erklæret raske. Tendensen ses andre steder i verden og rejser spørgsmål om virussens natur.

Midt i coronakrisen er der parlamentsvalg på onsdag i Sydkorea. Her afgiver en covid-19-patient sin stemme forud for valget. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kim Hong-Ji/Reuters/Ritzau Scanpix

Hvor mange gange kan man få covid-19?

Det spørgsmål stiller epidemiologer, læger og myndigheder sig verden rundt, mens de lægger strategierne for at inddæmme smitten.

I Sydkorea kom myndighederne fredag med nye tal, som understøtter en bekymrende tendens, der ses flere steder i verden – blandt andet i den kinesiske by Wuhan, hvor coronasmitten først eksploderede.

For almindeligvis regnes man for at være immun, når man har haft en almindelig virusinfektion.

Men i Sydkorea er 91 personer blevet testet positive for coronavirus, efter at de allerede var blevet erklæret raske. Det er en stigning fra 51 personer mandag.

En smittet bedømmes som rask, når to test gennemført med 24 timers mellemrum viser negative resultater.

Tilbagefald er sandsynligt

Jeong Eun-kyeong, lederen af Sydkoreas Centers for Disease Control and Prevention (KCDC), fortalte ved en briefing ifølge Reuters, at virussen muligvis er blevet »reaktiveret«, frem for at patienterne er blevet smittet igen.

»De raskmeldte blev nemlig testet positive umiddelbart efter, at de havde forladt deres karantæne. Derfor er det mere sandsynligt, at de har fået et tilbagefald, end at de er blevet smittet påny,« lød det fra Jeong Eun-kyeong

Der er dog stadig talrige ubesvarede spørgsmål. En variabel kan være, at falske testresultater er årsagen til, at de raskmeldte nu bliver testet positive igen.

Sydkoreas myndigheder går derfor i gang med at forske yderligere.

»Mens vi lægger mere vægt på reaktivering som den mulige årsag, så laver vi et omfattende studie om dette. Der har været mange sager, hvor en patient under behandling bliver testet negativ den ene dag og positiv den anden dag,« siger Jeong Eun-kyeong til Bloomberg.

I Sydkorea er cirka 7.000 personer registreret som raske, efter de har været syge med covid-19. Landet var et af de første, der blev hårdt ramt af coronavirussen. Men her har man kun haft cirka 200 dødsfald, og antallet af smittede er faldet støt, efter at det toppede med 1.189 personer 29. februar.

Strategien har været omfattende brug af test og nye teknologier til at inddæmme smitten.