Hvorfor piner vi robotter?

Først skaber vi dem i vores eget billede. Derefter hader og frygter vi dem som konkurrenter i fremtiden.

JAPAN-ROBOTCAFE/
Er vi bange for robotter? I hvert fald ser man flere og flere tilfælde, hvor folk er aggressive over for dem. Her går det heldigvis mere fredeligt til på en café i Tokyo, hvor robotterne serverer kaffe. Fold sammen
Læs mere
Foto: Issei Kato

En blaffende robot blev halshugget i Philadelphia. En sikkerhedsrobot blev slået ned i Silicon Valley, mens en anden blev viklet ind i en presenning i San Francisco og derpå oversmurt med barbecuesauce.

Hvorfor bliver folk aggressive over for robotter – især robotter, som er bygget efter menneskeligt forbillede? Det er et globalt fænomen. I et indkøbscenter i japanske Osaka gennembankede tre drenge en menneskelignende robot. I Moskva blev en robot angrebet med et baseballbat og slået til jorden, mens den bad om hjælp.

Hvorfor handler vi sådan? Er vi inderst inde rædselsslagne for, at robotterne skal overtage vores arbejde? Vende op og ned på vores samfund?

Det ulmende oprør fra robotterne

Det er muligt. Forestillingen om oprør er indbygget i ordet »robot« selv. Det blev dannet af den tjekkiske forfatter Karel Čapek, som afledte det af et tjekkisk ord for pligtarbejde eller slaveri. Og lige siden har vi frygtet et ulmende oprør fra robotterne.

Komikeren Aristotle Georgeson lægger videofilm ud på internettet, som viser folks voldelige adfærd over for robotter. De er blandt de mest populære klip på Instagram, har han opdaget. Og mange af de kommentarer, han får, handler netop om frygten for robotternes oprør.

Men så er der omvendt nogle, som skriver, at vi ikke bør gøre den slags, for når de – altså robotterne – ser disse videoklip, »vil de blive rigtigt vrede«.

Agnieszka Wykowska er kognitiv neuropsykolog ved et forskningsinstitut i italienske Genova og samtidig chefredaktør på tidsskriftet »International Journal of Social Robotics«. Hun medgiver, at modstanden mod robotter kan have nye udtryk og motivationer, men den ligner alligevel den adfærd, mennesker viser over for hinanden. Overgreb på robotter kan skyldes stammetænkning om dem og os, siger hun. Psykologien taler om in-groups og out-groups.

»Du har en størrelse, altså robotten, som befinder sig i en anden kategori end os mennesker,« siger Wykowska. »Så du forfalder meget let til den psykologiske mekanisme, vi kalder social udstødelse. Fordi det er et medlem af en out-group. Så måske burde man diskutere umenneskeliggørelsen af robotter  – selv om de slet ikke er menneskelige til at begynde med!«

Mennesket som maskine

Paradoksalt nok kommer vores tendens til at vende os mod robotterne netop fra instinktet om at menneskeliggøre dem.

Direktør William Santana Li fra amerikanske Knightscope, der fremstiller sikkerhedsrobotter, undgår bevidst at omtale sine produkter som sansende væsner, men hans kunder kan tilsyneladende ikke styre sig:

»Et stort flertal af vores kunder ender med at give maskinerne navne,« fortæller han. »De kan hedde Holmes og Watson eller måske Rosie eller Steve. Der er selvfølgelig også R2-D2 og C3PO.«

Agnieszka Wykowska mener, at grusomhed udløst af denne menneskeliggørelse måske kan afspejle en form for »Frankenstein-syndrom«, fordi »vi er bange for de ting, vi ikke helt forstår. De er en lille smule som os, men ikke helt nok.«

I en artikel kaldet »Hvem er bange for en humanoid?« foreslår Frédéric Kaplan fra den polytekniske højskole i Lausanne, at mennesker i Vesten er oplært til at se sig selv som biologiske maskiner. Måske er det derfor, vi er ude af stand til at adskille forestillingen om det menneskelige fra en forståelse af maskiner, foreslår han.

Nervesystemet kunne kun forstås til fulde efter opdagelsen af elektriciteten, skriver han. DNA bliver næsten altid beskrevet med en computerkode som billede. Og det menneskelige hjerte forstås ofte som en mekanisk pumpe. Uanset hvordan vi vender og drejer os, »ser vi os selv i det spejl, maskinerne udgør«.

Kom og giv maskinen navn

Overgreb på menneskelignende robotter kan være kostbart og ødelæggende, men der kan være en løsning, siger Wykowska. Hun nævner en kollega, som fortalte om, hvordan robotter blev præsenteret for en børnehave.

»Børnene havde en tendens til at være meget brutale over for robotten,« fortalte han. »De sparkede løs og var alt andet end pæne over for den.«

Der bliver lagt sidste hånd på en robot, der kan undervise og tilbyde ældre selskab. Fold sammen
Læs mere
Foto: Aly Song.

»Det fortsatte, indtil man begyndte at give robotterne navne. Og pludselig var robotterne ikke længere blot robotter, men Andy, Joe og Sally. I samme øjeblik hørte den brutale opførsel op. Det er jo vældigt interessant, for igen er det, som om det med at give robotterne navne med ét trækker dem tættere på gruppen.«

William Santana Li kan fortælle om en lignende oplevelse, når han bliver spurgt til den dårlige behandling af Knightscopes sikkerhedsrobotter.

»Det letteste at gøre, når vi kommer et nyt sted hen – og endnu inden vi har læsset robotten af – er at arrangere et møde, hvor vi alle sammen lærer hinanden at kende,« siger han:

»Kom og mød robotten, spis lidt kage, deltag måske i en form for navngivning og en rationel samtale om, hvad maskiner kan og ikke kan gøre. Når det er overstået, er alle glade. 100 procent.«

Og hvis man ikke gør det?

»Hvis du ikke gør det, så får du problemer.«

Oversættelse: Lars Rosenkvist