Hvorfor endte Stephon Clarks 22-årige liv i bedstemors forhave med seks kugler i ryggen?

Unge sorte mænd i USA har større sandsynlighed for at blive skudt af politiet end andre etniske grupper. Det er der mange grunde til, men en af årsagerne bliver nu taget op til debat. Politiets ret til at skyde for at dræbe er tidligere sjældent blevet udfordret, når sagerne om politidrab på sorte kommer for retten.

På mange måder var Stephon Clarks død ikke helt usædvanlig for en ung sort mand med en straffeattest. Han blev i 2018 dræbt af politiet under en rutinemæssig efterforskning af en banalitet, da situationen udviklede sig katastrofalt, og den har siden dannet grundlag for en diskussion om politiets ret til at dræbe.

Forhistorien er en af den slags, som forekommer mange gange på en almindelig vagt. Politiet kørte ud til en forstad til Sacramento i Californien på grund af en alarm om hærværk.