Hundepenissen smagte som en »gammel vingummibamse«. Så var der bid - Simons kone var gravid

Da Simon Rom Gjerø fik barn med sin kinesiske hustru, blev han hvirvlet ind i en bølge af mystiske og forunderlige traditioner. Pludselig dukkede der teddybjørne og gamle husråd op overalt.

Simon Rom Gjerø og hans kinesiske hustru Fu Deng sammen med deres tre børn Anna, Luka og Louis. Luka og Louis er født i Kina, mens Anna er født, efter parret flyttede til Danmark i 2013. Niels Ahlmann Olesen

Simon Rom Gjerø var skeptisk, mens han sad i det lille private spiserum på restauranten i Beijing.

Aftenens menu bar det poetiske navn »essensen af den gyldne buddha«. Ind på bordet kom en sværm af søheste og en ensomt flydende skildpadde. Og så det vigtigste: Et sammensurium af hakkede penisser og testikler fra okser, får og hunde.