Hun interviewede Putin. Ingen kan huske, hvad emnet var. I stedet taler alle om hendes sexappeal

Hun har lange ben og perfekt makeup. Hun er så smuk, at Vladimir Putin under interviewet kommenterede hendes udseende. Nu anklages tv-vært Hadley Gamble for med vilje at bruge sit gode udseende til at distrahere den russiske præsident.

 
Den amerikanske tv-vært Hadley Gamble beskyldes for at have distraheret den russiske præsident, Vladimir Putin med sit udseende. Video: Reuters/Ritzau Scanpix Redigering: Alma Vrå Hjorth Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hun skulle interviewe en af verdens statsledere. Tv-vært Hadley Gamble valgte at tage pænt tøj på. Hun sikrede sig, at håret og makeuppen sad godt, inden hun gik på scenen for at interviewe Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Nu beskyldes den amerikanske tv-vært i russiske medier for at have »positioneret« sig som et sexobjekt for bevidst at distrahere Putin under interviewet.

Det skriver The Daily Mail, Business Insider og The Independent.

»Hvad lavede hun med sine ben?« lyder kritikken blandt andet i de russiske medier, efter at CNBCs tv-vært i sidste uge besøgte Moskva for at interviewe Putin om gaskrisen i Europa på et energiforum.

Beskyldningerne fra de russiske medier kommer ikke ud af det blå, men som modsvar på anklager mod Vladimir Putin. Efter interviewet blev han kritiseret for at være kommet med sexistiske og nedværdigende kommentarer til Hadley Gamble.

Ifølge flere medier sagde Putin undervejs, at Hadley Gamble var for »pæn« til at belære ham om gaskrisen i Europa. Yderligere var hun for »smuk« til at forstå de pointer, præsidenten kom med, lod han forstå.

Kommentarerne blev efterfølgende forklaret som værende »komplimenter« til Hadley Gamble.

Men nu hævder den Putin-venlige tv-kanal Rossiya, at Hadley Gamble bevidst forsøgte at »distrahere« den russiske leder med sit udseende og kropssprog.

Beskyldningerne har affødt en del kritik og debat på Twitter og i forskellige medier.

Julia Davis fra The Daily Beast kalder beskyldningerne mod Hadley Gamble for latterlige.

»Statsmediernes latterlige overfald på en amerikansk journalists udseende var blot røgslør for det, der virkelig var skyld i pro-Putin mediernes vrede: Det var ikke Hadley Gambles kjole eller hendes ben, men hendes spørgsmål,« skriver Julia Davis.

Hun kalder også de russiske medier »hyklerisk«, da kommentarerne lander midt i en større sexismedebat. Forrige uge var det manglen på en kjole eller nederdel, der skabte problemer, da den amerikanske diplomat Victoria Nuland bar bukser ved et møde. Det blev fremført som en »fornærmelse mod Rusland«.

»Det særligt komiske er, at russerne kritiserer Victoria Nuland for at fornærme Rusland ved ikke at have en nederdel eller en kjole på, og Hadley Gamble for at bære en, de ikke kunne lide,« skriver Davis.

Diskussionen om kvinders tøjvalg og udstråling er langt fra ny. Emnet er gentagne gange dukket op gennem årene, hvor både kvindelige journalisters og statsleders tøjvalg bliver diskuteret. Tidligere udenrigsminister Hillary Clinton har flere gange kritiseret, det store fokus på hendes tøj, som hendes mandlige kolleger ikke bliver mødt af.

Samme kritik har lydt herhjemme fra tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt, der fik øgenavnet Gucci-Helle på grund af hendes påklædning.

Hadley Gambles egen reaktion på debatten er et billede på Twitter sammen med Putin med ordene power walk.