Hun forlod sin 12-årige datter i Nordvestkina. »Jeg har lyst til at tage tilbage til hende. Også selv om jeg bliver skudt«

Tusindvis af uighurer er de seneste år flygtet til Tyrkiet fra den voksende undertrykkelse i Nordvestkinas Xinjiang-provins, som eksperter, øjenvidner og aktivister kalder en digital politistat. Ifølge styret handler det om at bekæmpe religiøs ekstremisme. Berlingske har besøgt uighurerne i eksil i Istanbul.

Meriyemgül Ablimit, 45 år, kom til Istanbul med Symeje – nu to år – i maven. Hun har efterladt sin mand og 15-årige datter tilbage i Xinjiang. Hun føler sig magtesløs og har lyst til at rejse tilbage for at se dem. Selv hvis det betyder, at hun bliver skudt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Meriyemgül sidder stille, mens hun fortæller sin historie. I ny og næ bryder gråden frem og får kroppen til at skælve let under den sorte kjole. En gang imellem bliver stemmen højere og mere klagende, som når hun kommer til de sværeste detaljer i beretningen om den 15-årige datter, Rizwangül, som hun måtte efterlade hjemme i Kinas nordvestlige Xinjiang-provins for tre år siden. Selv slap hun væk i tide.

Mens det stadig var muligt at skaffe sig et pas og komme over grænsen, væk fra det sted, som øjenvidner, eksperter og aktivister i dag kalder for en digital politistat med en frihed lige så marginal som den i det lukkede Nordkorea.

Men hun sidder stille. Som en mørk klippe med et zebramønstret hovedtørklæde foroven sidder hun på det bløde blomstrede gulvtæppe i sit cirka 15 kvadratmeter store værelse i arbejderklassekvarteret Zeytinburnu i Istanbul.

Indtil hun er færdig med at tale, og vi skal til at gå. Hun sætter i  bevægelse, hurtig som en kat skyder hun sig hen tværs over gulvtæppet og griber min hånd. Klamrer sig til den med hele sin kropsvægt. Kysser den. Hårdt, flere gange. »Hjælp mig,« bønfalder hun. »Hvis I kan hjælpe mig med at redde min datter, står jeg i evig gæld til jer.« Hun bryder sammen. Gråden er voldsom, hikstende og ude af kontrol.

Meriyemgül Ablimit på 45 år kom til Istanbul for tre år siden sammen med tre af sine børn og et i maven. Hendes mand blev tilbage i Xinjiang sammen med Rizwangül, som dengang var 12 år og modsat de andre ikke kunne få et pas. Det var meningen, at de skulle slutte sig til resten af familien, når passet var i hus. Men det nåede de aldrig.

Tusinder er flygtet til Istanbul

Meriyemgül Ablimit er en ud af flere tusinde fra den etniske gruppe uighurer, der er kommet til Istanbul fra Xinjiang inden for de seneste fire år for at undslippe den eskalerende undertrykkelse af deres religion og kultur derhjemme. Uighurerne, der hovedsageligt er muslimer, er især kommet mellem 2014 og 2017. Herefter blev det meget svært for dem at rejse ud af deres hjemsted Xinjiang, fordi myndighederne ikke længere ville lade dem rejse ud.

Det fortæller den danske antropolog Rune Steenberg, postdoc ved Københavns Universitet. Han har i årevis forsket i uighurernes kultur og er i Istanbul for at indsamle deres vidnesbyrd fra situationen i Xinjiang.

Regionen har i årtier været præget af spændinger mellem uighurerne og han-kineserne, Kinas dominerende etniske gruppe, men især inden for de seneste to år har Kinas styre skruet op for en ultrahård kurs mod uighurerne, som ifølge styret skal bekæmpe de tre såkaldte onder: Terrorisme, separatisme og religiøs ekstremisme. Øjenvinder fortæller Berlingske, at alene det at have skæg, bære slør eller tørklæde eller at bede uden for de officielle moskeer kan sende én direkte i fængsel.

»De flygter fra et Xinjiang, der år for år bliver mere og mere overvåget og militariseret. Det kommer mere og mere til at ligne en politistat, som vi kender den fra George Orwell. Bare med langt bedre teknologi, end selv Orwell på det tidspunkt overhovedet kunne forestille sig,« siger Rune Steenberg.

Kelbinur Tursan, 35, fik et chok, da hun genkendte sin egen datter, Ayshe Abdurehim på seks, på en video fra et børnehjem i byen Hotan. Videoen havde det kinesiske styre sendt rundt gennem appen Wechat. Hun har ikke set datteren, siden hun rejste til Istanbul i april 2016. Datteren er det andet barn nederst fra venstre. Det var meningen, at Kelbinur Tursans mand og parrets fem børn skulle slutte sig til hende og et sjette barn i Istanbul, men de nåede aldrig ud af Kina.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Xinjiang har udviklet sig til at være et af verdens mest raffinerede overvågningssamfund, hvor Kinas styre ifølge menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch har skabt en digitalt totalitær stat, hvor kunstig intelligens, masseovervågning og indsamling af data bruges til at holde øje med uighurernes mindste bevægelse.

»Xinjiang er i dag et digitalt fængsel. Kameraer følger os overalt, hvor vi går. De kender til alt, hvad vi gør. De kan genkende selv håret på vores ansigter,« siger Abduweli Ayup, en kendt uighursk lingvist og digter, som flygtede fra Xinjiang til Istanbul i 2015.

Masken er til salg i en butik i arbejderkvarteret Zeytinburnu i Istanbul. Den bliver brugt til demonstrationer, og den blå farve med den hvide måne og stjerne er flaget for Østturkistan, som uighurerne kalder Xinjiang. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Bryder tavsheden

Berlingske har talt med knap 20 uighurer, der er kommet til Istanbul inden for de sidste fire år. Flere fortæller, at de længe har været tavse. De var bange for at fortælle deres historier til omverdenen, fordi de ikke ville sætte dem selv eller deres familier tilbage i Xinjiang i fare for repressalier fra det kinesiske styre. Men de siger, at deres situation nu er så desperat, at de har besluttet sig for at bryde tavsheden.

Meriyemgül Ablimit sover næsten ikke om natten. Hun kan ikke finde ro. Øjnene er rødsprængte. Mørke skygger hviler under dem. Hun har længe været for bange til at tale. Men nu synes hun ikke, at hun har noget at tabe. Hendes situation kan ikke blive meget værre, siger hun.

På gulvtæppet foran hende ligger et billede af en ung sorthåret pige i en plasticlomme. Billedet er grovkornet, fordi det er taget fra en skærm. Pigen ser ulykkelig ud. Øjnene løber i vand. Det er datteren Rizwangül på 15. Hun bor på et børnehjem i Xinjiang. Meriyemgül Ablimit taler med hende over telefonen hver tiende dag. Rizwangül siger til sin mor, at hun ikke vil blive voksen. Hun siger, at hun ikke har noget at leve for længere. Hun vil dø. Meriyemgül Ablimit er frustreret over ikke at kunne hjælpe sin datter.

»Jeg har lyst til at tage tilbage til hende. Også selv om jeg bliver skudt.«

Hver gang spørger Meriyemgül Ablimit hende, om der er noget nyt om hendes klassekammerater. Hun er sikker på, at telefonsamtalen bliver aflyttet af myndighederne i Xinjiang. »Klassekammerater« er et kodeord, som i virkeligheden dækker over Meriyemgül Ablimits mand. Han er med stor sandsynlighed enten i fængsel eller i en af de genopdragelseslejre, der er skudt op overalt i Xinjiang de seneste to år.

»I er her ikke. Jeg har ikke noget at leve for. Jeg kan ikke sove om natten.« Sådan skriver Rizwangül på 15 (til venstre på billedet)  fra børnehjemmet i Xinjiang til sin mor, Meriyemgül Ablimit. Til højre er Meriyemgüls mand, som med stor sandsynlighed er i fængsel eller genopdragelseslejr. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

FNs menneskerettighedspanel slog i august alarm, efter at troværdige rapporter har vist, at omkring en million uighurer eller omkring ti procent af de cirka ti millioner uighuriske indbyggere i Xinjiang sidder indespærret i genopdragelseslejrene, hvor de ifølge øjenvidneberetninger skal lære kinesisk, synge kommunistpartiets røde sange og forsage deres religion, islam.

Meriyemgül Ablimit tror, at hendes mand blev anholdt, fordi hun var rejst til Istanbul. Alene det at have familie i udlandet er med til at mistænkeliggøre dem, der stadig er hjemme i Xinjiang, lyder det fra alle de uighurer, som Berlingske møder i Istanbul.

Meriyemgül Ablimit talte med sin mand sidste gang i februar 2017. Dengang sagde hun til ham, at hun ikke kunne bære adskillelsen længere, at hun ville rejse tilbage til Xinjiang for at blive genforenet med ham og Rizwangül. Men han sagde nej. Hun skulle sørge for at få Rizwangül ud af  Xinjiang, sagde han. Gør jer ingen bekymringer om mig. Jeg tager ikke telefonen fra nu af, skrev han i en SMS.

»Jeg er bange for, at min mand er død. Hvis jeg bare kunne se ham, give ham et knus eller høre hans stemme igen,« siger Meriyemgül Ablimit.

Abdulla på 12 år bor i Istanbul uden sine forældre, som er hjemme i Xinjiang. Han har ikke hørt fra dem i to år. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Føler sig presset i Tyrkiet

Meriyemgül Ablimit bor som mange andre tilrejsende uighurer i arbejderkvarteret Zeytinburnu, som ligger på den europæiske side af Istanbul – cirka 15 kilometer fra Taksim-pladsen i det moderne centrum af byen.

Siden 1960erne og -70erne har uighurerne slået sig ned i her området, som i løbet af det tyvende århundrede blev et handelssted for læder. Uighurerne er kommet hertil i bølger, i takt med at spændingerne hjemme i Xinjiang vokser og lodder af. Der findes ikke præcise tal for, hvor mange de er i Zeytinburnu, men over hele Tyrkiet boede der i 2015 omkring 20.000 uighurer, skriver avisen Wall Street Journal.

Billedet er fra en af de mange uighur-restauranter i arbejderkvarteret Zeytinburnu i Istanbul. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Uighurerne taler et tyrkisk-lignende sprog og føler sig beslægtet med tyrkerne, som gennem årene har tilbudt dem eksil og opholdstilladelse. Tilbage i 1965 hjalp den tyrkiske regering omkring 200 uighurer ud af Afghanistan, hvor de var flygtet til til fods fra Kina. De fik lov til at slå sig ned i den centraltyrkiske by Kayseri, hvor mange af dem bor endnu.

I dag hviler deres status i Tyrkiet på en mere usikker grund. Nogle har fået officiel opholdstilladelse, andre har ikke, men deres ophold bliver tolereret, fortæller Rune Steenberg. Flere uighurer, som Berlingske taler med, frygter, at de ikke er i sikkerhed i Tyrkiet. Kina er i dag en økonomisk sværvægter med stor global indflydelse. De er bange for at blive brugt som en brik i et magtspil mellem Tyrkiet og Kina.

»Kina kan lægge pres på den tyrkiske regering, så de kan blive anholdt og sigtet for at være terrorister eller radikale. Det er den kategori, de kan puttes i, som vil legitimere en tilbagesendelse til Xinjiang. Det vil nok betyde den sikre død for de fleste eller livstid i fængsel,« siger Rune Steenberg.

Forskere estimerer, at flere tusinder uighurer er ankommet til Istanbul de seneste fire år. Flere har slået sig ned i arbejderkvarteret Zeytinburnu, hvor der i forvejen bor uighurer. På det seneste er det dog blevet dyrere at bo der, hvilket har tvunget nogle til at bosætte sig længere væk fra Istanbuls centrum. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Kina ser Xinjiang som grobund for terror

Langs gaderne i Zeytinburnu ligger uighurske restauranter, bagerier, frisører og tøjbutikker. Nogle steder har man hængt et blåt flag med en hvid halvmåne og en hvid stjerne i vinduerne eller på væggene.

Det er flaget for Østturkistan, uighurernes navn for Xinjiang, som flere af dem kalder for deres land. Det kinesiske styre begrunder sin hårdhændede behandling af uighurerne i Xinjiang med, at stedet er grobund for islamisk terrorisme og separatisme, der kan kaste Kina ud i kaos.

Uighurer studerer engelsk hos Hira kultur- og foreningscenter, som åbnede i december 2015. Her bliver uighurer undervist i fremmedsprog, deres eget sprog og kultur. Samtidig er det en privatskole for omkring 180 elever fra 1.-4. klasse. Skolens rektor siger, at ingen ud af de 180 elever kan sige, at deres familier i Xinjiang er i sikkerhed. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Der har talrige gange været voldelige og dødbringende sammenstød mellem uighurere og han-kinesere. Et af de voldsomste var i Xinjiangs hovedstad, Ulumuqi, tilbage i 2009, hvor op mod 200 han-kinesere og et ukendt antal uighurer blev dræbt. I marts 2014 dræbte otte uighurer bevæbnet med knive 31 mennesker ved en togstation i den sydkinesiske by Kunming.

I starten af januar i år blev en lille gruppe udenlandske medier, heriblandt nyhedsbureauet Reuters, inviteret med på en rundrejse for at besigtige situationen i Xinjiang og besøge nogle af de nye genopdragelseslejre. Undervejs forsvarede vicepartichefen i den sydlige by Kashgar, Zark Zurdan, den hårde kurs mod uighurerne.

Stabilitet er den bedste menneskerettighed, lod han reporteren forstå.

»Vesten burde lære af os, hvordan man bekæmper ekstremisme,« sagde han til Reuters og afviste, at uighurernes kultur var under angreb.

Uighurerne, som Berlingske har talt med, siger, at de hverken er ekstremistiske eller radikale. De ser det kinesiske styres hårde fremfærd som et forsøg på at slette deres særlige kultur og identitet. Deres religion islam bliver brugt som et skalkeskjul for forfølgelse, siger de.

»Vi vil bare have lov til at være i fred,« siger den 29-årige kvinde Buxelje Usman, som vi møder i en frisørsalon i Zeytinburnu. Hun kom til Istanbul i 2016 og siger, at her forstår hun for første gang betydningen af individuel frihed og menneskerettigheder.

Børn savner deres forældre

En ram duft af gammel sved, udtrådte sko og varme kroppe – som fra barndommens gymnastiksale – rammer næsen, idet man træder ind i uighurernes bokseklub, der ligger gemt af vejen i en opgang i en lille sidegade i hjertet af Zeytinburnu.

Uighurer gør sig klar til aftenens kamp i bokseklubben Ataman i arbejderkvarteret Zeytinburnu i Istanbul. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Ataman hedder klubben, som har eksisteret i to-tre år. Det betyder »eliten« på uighurernes sprog. Der er kampe i aften, og i ringen skiftes drenge og unge mænd til at gå i kødet på modstanderne. Boksning er populært blandt de unge uighurske mænd i Istanbul. Hjemme i Xinjiang er den slags kamptræning af uighurer en følsom affære, og derfor er flere bokseklubber blevet lukket ned, fortæller en af klubbens boksetrænere Samarjan Saide.

En af aftenens unge kæmpere er Shureyim på 15. Han er røget i gulvet efter et hårdt slag og ømmer sig i hjørnet, da hans kamp er overstået. Han er kortklippet, er i hvid T-shirt og gråsorte shorts. Det er tre år siden, at han er kommet til Istanbul. Tre år siden, at han har set sine forældre og søskende, som er derhjemme i Xinjiang.

Han har det skidt, fortæller han. Det føles, som om han mangler sine vinger. Som om han ingen beskyttelse har. Han ved ikke, hvordan familien har det, eller om de er i fængsler eller genopdragelseslejre.  Han tør ikke kontakte dem.

»Hvis jeg ringer, risikerer de at komme i fængsel,« siger han.

Shureyim på 15 er slået i gulvet i en kamp i bokseklubben Ataman i arbejderkvarteret Zeytinburnu i Istanbul. Han kom til byen i 2016 sammen med sin far. Faren rejste tilbage til Xinjiang, og i 2017 forsvandt kontakten mellem Shureyim og hans familie, og han bor i dag hos en af farens venner. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

I Istanbul bor han hos sin fars ven Hasan Abliz. Han fortæller, at faderen sendte Shureyim til Istanbul, fordi storebroderen var blevet anholdt. Faderen frygtede, at Shureyim ville lide samme skæbne. Shureyim går i skole i Istanbul og træner flere gange om ugen i bokseklubben. Han bokser for sit land, siger han.

Bærer niqab som protest

Tilbage på Meriyemgül Ablimits værelse forsøger hendes toårige datter Symeje flere gange at røre ved sin mors tårevædede ansigt, som om hun bruger sine små barnehænder til at prøve at viske moderens smerte bort. Det var hende, der lå inde i Meriyemgüls mave, da familien rejste til Istanbul.

Meriyemgül Ablimits svigerdatter Adile Abdureshit på 21 er også gledet ind i rummet. Hun er iført niqab, og maven buler under dragten. Hendes førstefødte, Elif på knap halvandet, tumler allerede rundt på gulvet.

Adile Abdureshit er ung, men hun siger, at hun føler sig smadret indvendig på grund af alt, hvad hun har oplevet. I Xinjiang har hun været fængslet én dag for at gå med et hovedtørklæde, som ikke var bundet på den rigtige måde. Hendes forældre er i genopdragelseslejre, har hun fået at vide. Hun er også meget bekymret for et par yngre brødre, som hun ikke har hørt fra.

Hvis hun havde båret sin niqab hjemme i Xinjiang, var hun røget direkte i fængsel, forklarer hun. I Xinjiang gik hun altid i korte kjoler og bluser. Det skulle man. Hun kom ligesom sin svigermor til Istanbul for tre år siden, og for et år siden begyndte hun at bære niqab.

»Kineserne prøver at fremstille kvinder i niqab som terrorister, men det kunne ikke være mere forkert«, siger hun. Hun begyndte at dække sig til i protest, fordi hendes søstre tilbage i Xinjiang ikke får lov til at klæde sig, som de vil.

»Indtil Kina lukker op, vil jeg heller ikke lukke op,« siger Adile.

Hendes svigermor fortsætter:

»Nu er vi kommet her og er sluppet for den måde at leve på. Men vores familier er stadig tilbage,« siger Meriyemgül Ablimit.

Muhammed på 2 ses i et kulturcenter for uighurer i arbejderkvarteret Zeytinburnu.Hans familie kom til Istanbul for fire år siden illegalt uden pas. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.