Hyæner lever i benhårde og normalt urokkelige hierarkier. Så meget desto mere overraskende er en forskergruppes iagttagelse af, hvordan det i kraft af »politisk« tæft lykkedes en lavstatus-hun at erobre magten over en kenyansk hyæneflok.
Waffles havde i årevis været flokkens prügelknabe.
Når alfahunnerne kanøflede hendes hvalpe, beskyttede hun dem ganske vist modigt ved selv at tage tæskene. Men den unge hunhyæne havde tilsyneladende affundet sig med sin triste skæbne.
Indtil hun en dag fik nok.
Hyæner lever i matriarkat. Det er hunnerne, som bestemmer, og flokken er organiseret efter et benhårdt, ofte arveligt og normalt urokkeligt hierarki.
Alfahunnerne kommer først til fadet, når et byttedyr er nedlagt. Og den rigelige adgang til føde gør dem stærkere og mere sunde, end hunner længere nede i rækkerne.
Det sikrer deres afkom bedre chancer for ikke blot at overleve, men også indtage pladser højt i hierarkiet. Ofte opstår der ligefrem »royale« familier, hvor status som leder går i arv fra mor til datter.
Det gælder også for hyæneflokkene i Kenyas Maasai Mara National Reserve, som amerikanske forskere gennem årtier har studeret.
Så meget desto mere usædvanlig var den proces, de kunne iagttage i årene op til Waffles magtovertagelse i 2012.
Det sker af og til, at hyæner forsøger at kæmpe sig til en plads højere i hierarkiet. Men de nøjes som regel med at udfordre dyr, som står umiddelbart over dem i rangordenen.
Waffles gik anderledes grundigt til værks, forklarer biologerne Kay Holekamp og Eli Strauss fra Michigan State University til den spanske avis El País.
Som det ofte er tilfældet, når »samfundsomvæltninger« finder sted, lå eliten i indbyrdes strid, og det udnyttede Waffles.
»Gennem en længere periode knyttede hun kontakter og opbyggede et netværk af alliancer med såvel slægtninge som dyr, hun ikke var direkte i familie med,« fortæller Eli Strauss.
Medlemmerne af Waffles gruppe havde til gengæld det til fælles, at de alle havde lav status i flokken.
Før alfahunnerne opdagede, hvad der foregik, var de lavt rangerende dyr blevet tilstrækkelig mange til at sætte dem fra bestillingen ved en »folkelig« revolution.
Og denne for forskerne forbløffende »politiske« tæft er ikke eneste usædvanlige ved Waffles.
Når undertrykte dyr – og mennesker – kommer til magten, ender de ofte med at indføre deres eget rædselsregime. Men ikke Waffles.
Flokkens nye leder opretholdt et godt forhold til dyrene nederst i hierarkiet, og forskerne kunne iagttage, hvordan hun i flere tilfælde hjalp lavstatushunner ved at lade deres unger die hos sig.
»Vi elsker Waffles, fordi hun opfører sig så venligt overfor de lavest rangerende,« skrev en medarbejder i 2013 i forskergruppens blog og udtrykte sin bekymring for, om den milde styreform kunne holde hende ved magten.
Det kunne den. I hvert fald ledede Waffles sin flok frem til 2019, hvor et af hendes børnebørn overtog værdigheden som alfahun.
Og selv i dag tre år efter sin abdikation, har den nu aldrende hyænehun bevaret en fordelagtig position, fortæller Eli Strauss.
»Hun bliver behandlet lidt som en eksdronning. Selvom hun ikke længere er monark, er hun fortsat medlem af den kongelige familie.«
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa
