Joshua Wong er blot 24 år. Alligevel har hans politiske aktivisme fået ham anholdt og fængslet et utal af gange. Mandag erklærede frontfiguren i Hongkongs demokratibevægelse sig skyldig i at være med til at organisere og opildne til en uautoriseret demonstration 21. juni sidste år. Dermed risikerer han en straf på op mod fem års fængsel, når der falder dom i sagen 2. december.

Joshua Wong, som er anklaget sammen med aktivisterne Agnes Chow og Ivan Lam, havde ellers først bedyret sin uskyld, men efter advokaternes råd ændrede han holdning.

»Måske ønsker myndighederne, at jeg bliver i fængslet den ene periode efter den anden. Men jeg er overbevist om, at hverken fængselstremmer, forbud mod valg eller enhver anden vilkårlig magt vil holde os fra aktivisme,« sagde han ifølge det lokale medie Hong Kong Free Press.

Demonstrationen 21. juni sidste år foregik foran politistationen i byområdet Wan Chai. Det var i begyndelsen af den protestbevægelse, der skyllede gennem den tidligere britiske kronkoloni sidste år og trak op mod to millioner borgere på gaden. Det var de største protester i Hongkongs historie, og demonstranterne krævede demokratiske reformer og mere frihed fra styret i Beijing.

Demonstranter foran Wan Chai-politistationen 21. juni sidste år. Demonstrationen fandt sted, efter at Hongkong havde oplevet de største protester i historien. De seneste to søndage var først en million, så to millioner Hongkong-borgere ifølge arrangørerne af demonstrationerne gået på gaden for at protestere mod en lov om udlevering af mistænkte til det kinesiske fastland. Linda Kastrup

Demonstrerede foran politistation

Berlingske dækkede demonstrationen 21. juni, hvor tusindvis af især unge demonstrerede foran politistationen. De var mødt op for at protestere over politiets hårdhændede brug af tåregas og gummikugler, og mod politiets fængsling af demonstranter efter en anden demonstration 12. juni. De unge var vrede, og de begyndte ud på aftenen at kaste æg mod politistationen, som også blev overmalet med slagord.

Joshua Wong var der også. Han klatrede op på en lille medbragt metalstige og begyndte at tale til demonstranterne gennem en megafon. Han bad dem blandt andet om at holde et minuts stilhed for at mindes en demonstrant, som var død efter et fald fra shoppingcentret Pacific Place i nærheden.

Der var ikke mange, der lyttede. Deres opmærksomhed var rettet mod politistationen. Flere af demonstranterne sagde undervejs til Berlingske, at de anså det for at være en bevægelse uden lederskab. Selv om de respekterede Joshua Wong, betragtede de ikke ham for at være leder af demonstationerne, ligesom han var det under den såkaldte paraplybevægelse tilbage i 2014.

Stiftede et parti

Joshua Wong stiftede det politiske parti Demosisto sammen med Agnes Chow og Ivan Lam efter paraplybevægelsen, hvor demonstranterne også krævede demokratiske reformer. Men da det kinesiske styre 1. juli indførte en omstridt lov om national sikkerhed i Hongkong, opløste de Demosisto. Loven er særdeles vidtgående og tvetydig, når det gælder, hvem der kan dømmes for at true den nationale sikkerhed og hvorfor.

Den kan dog ikke bruges med tilbagevirkende kraft, og derfor er Joshua Wong og de andre ikke anklaget for brud på den.

Fra menneskerettighedsorganisationen Human Right Watch opfordrer Maya Wang myndighederne til at slippe alle tre fri. De har intet gjort galt, kun brugt deres ret til at ytre sig, mener hun.

Joshua Wong råbte ud i retslokalet, da han blev ført væk af sikkerhedsfolkene: »Hæng i, alle sammen! Tilføj olie«. De sidste ord blev et populært udtryk på gaden i Hongkong til at opmuntre demonstranterne til at fortsætte.