Hajer og småfisk: #MeToo-bevægelsen rammer kun de kendte og magtfulde

Hvis omgangsformerne skal forbedres for almindelige mennesker, er det ikke nok at arbejde med den enkeltes holdning. Den fælles kode skal også ændres.

»#MeToo-bevægelsen har givet nogle af de mest magtfulde mænd i verden en glidende tackling – fra politikere og filmproducenter i USA til forretningsfolk og Bollywood-legender i Indien. Det seneste eksempel er den tidligere præsident i Costa Rica, nobelpristageren Óscar Arias Sánchez, der er blevet beskyldt for seksuelle krænkelser af talrige kvinder.

Men bevægelsen har haft en ringe virkning på det generelle problem med seksuelle krænkelser og vold fra mænd, som hverken er berømte eller synderligt magtfulde.

En delvis forklaring kan måske findes i forestillingen om »almen viden«, mener Sarah Khan fra Yale University: Forestillingen om, at systemiske forandringer ikke alene skabes af folks holdning og værdier, men også af deres forestilling om andre menneskers holdning og værdier.

Det betyder, at der findes en slags koordineringsproblem for bekæmpelsen af seksuelle krænkelser. Vi skal ikke alene ændre folks indstilling til problemet selv, vi skal også vise dem, at andre folks indstilling har ændret sig på samme vis.

Men hvor #MeToo har haft held til at skabe opmærksomhed om uvaner blandt magtfulde mænd som Harvey Weinstein, så har den ikke formået at ændre den generelle konsensus om opførsel.

Bevægelsens muligheder for at skabe en almen viden, der rækker ud over denne verdens Harvey Weinstein'er, er blandt andet begrænset af den ubalance i magtforholdene, som i det hele taget gør kvinder sårbare over for seksuelle krænkelser.

Sarah Khan, Yale University

»Jeg kan sagtens forestille mig folk læse om en højtprofileret sag og sige, jeg ville aldrig få den form for støtte.«


Politologen Michael Chwe fra University of California mener, at en sådan almen viden kræver »offentlige ritualer« – folkemøder, mediebegivenheder eller andre fælles oplevelser, som ikke blot kan overbevise folk, men også vise dem, hvad andre mener.

Et studie fra Mexico viste, at når folk hjemme i stuerne lyttede til en radioføljeton med et budskab om at bekæmpe vold, så blev deres holdninger ikke påvirket i nævneværdig grad. Men da programmet blev afspillet på offentlige steder, og folk forstod, at deres naboer også hørte budskabet, så faldt tolerancen over for vold i hjemmet betragteligt.

Harvey Weinstein

Historien om Harvey Weinstein skyldtes i første række to journalister på The New York Times, Jodi Kantor og Megan Twohey. Og så skuespilleren Ashley Judd, der var villig til at fortælle om sine oplevelser med navns nævnelse.

Journalisterne på The New York Times Jodi Kantor (tv.) og Megan Twohey ankommer til TIME 100 Gala i Frederick P. Rose Hall i New York City i april 2018. Fold sammen
Læs mere
Foto: JUSTIN LANE.

Vægten af de artikler og avisens magtfulde placering i mediebilledet inspirerede andre kendte kvinder i Hollywood til at melde sig på banen. Og da der var nået en kritisk masse, måtte Weinstein se konsekvenserne i øjnene: Han blev tvunget ud af sit eget filmselskab og står nu anklaget for en række lovovertrædelser.

Det udløste et tilsvarende opgør med andre højtprofilerede mænd, hvilket igen skabte flere overskrifter.

Men #MeToo har ikke affødt en konsensus om, at krænkere og voldsmænd i alle samfundslag bør holdes ansvarlige for deres handlinger. I stedet synes det nu at være alment accepteret, at de skal holdes væk fra positioner med særlig høj status som for eksempel filmproducent eller senator.

Et spørgsmål om status

Det er de færreste kvinder, der har samme magt, status eller rigdom som de succesfulde skuespillere i Hollywood, som kunne bruges til at gennemtvinge en ny konsensus om rigtigt og forkert. Så selv om #MeToo har bredt sig til hele verden, så har den ikke været til stor hjælp for almindelige kvinder.

Hvis en amerikansk fabriksarbejder eller et mexicansk offer for et seksuelt overgreb forsøgte at rejse en konkret anklage eller måske ligefrem anfægte en kultur, som ser igennem fingre med vold og overgreb, så kunne hun ikke regne med, at magtfulde kvinder kom hende til hjælp. Ofte forbliver misbrug ustraffet, og de generelle omgangsformer uforandrede.

»Jeg kan sagtens forestille mig folk læse om en højtprofileret sag og sige: »Jeg ville aldrig få den form for støtte, hvis jeg skulle vælge at tale åbent om den eller den person. Han færdes i mit sociale netværk, men har ikke en høj social status«,« siger Sarah Khan fra Yale University.

Professor Ford og dommeren

Mange #MeToo-episoder har desuden bidraget til en negativ form for almen viden: At kvinder, som træder frem med beskyldninger om overgreb, må forvente at blive chikaneret, nedgjort og udskammet.

Anklager om medskyld, tilsværtning og direkte trusler er blot én måde at opretholde den mandlige dominans' status quo.

Christine Blasey Ford afgiver forklaring i den amerikanske Kongres. Fold sammen
Læs mere
Foto: JIM BOURG.

Et eksempel fra USA er professor Christine Blasey Ford, der afgav vidneforklaring i det amerikanske Senats retsudvalg om dommer Brett Kavanaugh, som skulle have forgrebet sig på hende i gymnasiet. Hun blev udsat for en lang række trusler og var nødt til at forlade sit hjem for en tid.

Det vil næppe lokke mange andre kvinder til at følge i hendes fodspor. Og for kvinder, som har få ressourcer og derfor ikke har råd til at flytte hjemmefra eller træffe andre kostbare forholdsregler for at sikre sig, kan det virke fuldstændigt udsigtsløst.

Oversættelse: Lars Rosenkvist