Forsvarsminister Trine Bramsen: Min kollega i USA har forsikret mig om, at de amerikanske styrker bliver i Syrien

Der hersker total forvirring om, hvad amerikanerne har tænkt sig i den nordøstlige del af Syrien. Den danske regering har dog fået at vide, at USA bliver i den nordøstlige del af Syrien.

Forsvarsminister Trine Bramsen har af sin amerikanske kollega fået oplyst, at amerikanerne fortsat vil være til stede i den nordøstlige del af Syrien. Også udenrigsminister Jeppe Kofod (tv.) deltog i mødet Det Udenrigspolitiske Nævn, og han fortæller, at Danmark har advaret Tyrkiet om, at civilbefolkningen ikke må lide overlast. Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) slog efter et møde i Udenrigspolitisk Nævn fast, at de amerikanske styrker bliver i Syrien, hvilket er i modsætning til budskabet i de presserapporter, der har været fremmme om, at den amerikanske præsident, Donald Trump, vil trække dem ud.

»Så sent som i går blev jeg kontaktet af min amerikanske kollega, der selvfølgelig sætter to streger under, at den amerikanske tilstedeværelse fortsætter,« sagde Trine Bramsen efter det næsten to timer lange møde i nævnet.