Det positive først: Shanghais Disneyland har åbnet igen. Og det er en rigtig god oplevelse for de heldige gæster, der kommer ind. Der er næsten ingen kø til at prøve den virtuelle jordomrejse »Soaring Over the Horizon«, lød beskrivelsen på åbningsdagen.
Det mindre glade budskab er, at det kinesiske Disneyland hele tiden vil minde om det ikke særligt sjove faktum, at virussmitten fortsat lurer overalt. Alle skal holde afstand og bærer masker »hele tiden undtagen ved måltider«. For at komme ind skal man testes for feber og vise en særlig QR-kode for ens officielle sundhedstilstand.
Når man har prøvet en forlystelse, vil der være rensemidler til hænderne overalt. Det skriver netmediet Variety, der også konstaterer, at adgangen til Disney-forlystelserne er blevet grebet med kyshånd. Billetter til åbningsdagen mandag blev udsolgt på nettet i løbet af tre minutter, og den første uge blev udsolgt på en time.


Der vil kun være plads til omkring 20 procent af den normale mængde gæster, og hvis man brænder efter at komme ind, må man hellere se at komme af sted. Genåbningen af samfundet i lande som Kina, Sydkorea og Japan viste i begyndelsen en positiv udvikling, men nu har tilbageslag med nye tilfælde af smittespredning skabt bekymring og ført til genlukninger flere steder.
I Kina virkede det en overgang, som om smitten var slået ned og helt under kontrol. De fleste nye tilfælde af smitten var ifølge myndighederne i forbindelse med indrejse udefra. Men i Wuhan har man de seneste dage registreret den første lokale smittespredning, siden man tog fat på genåbningen for en måned siden i byen, der var udgangspunktet for den globale smitte med covid-19.
Det er kun en håndfuld nye tilfælde, der er bekræftet, oplyser Reuters. Men de lokale kinesiske myndigheder har i en erklæring understreget alvoren:
»Vi må med det samme inddæmme risikoen for et tilbageslag.«
Også i byen Shulan i det nordøstlige Kina har man registreret de første bekræftede tilfælde af smitte i mere end to måneder.


Tilbagefald i Sydkorea
Nye smittetilfælde har tidligere ført til, at de kinesiske myndigheder har genindført forbud. Netop den situation, som man i Danmark og andre europæiske lande advarer mod vil være mest skadelig for økonomien og befolkningens tillid under den begyndende genåbning.
Samme foruroligende tendens har vist i sig Sydkorea. Da en 29-årig mand forrige weekend besluttede sig for en bytur i hovedstaden Seoul, gik det galt, fordi han viste sig at være smittet med coronavirus.
Flere gæster på natklubber og barer er blevet smittet, og nogle har smittet andre, så der er nu er omkring 100 bekræftede nye smittede. Dertil kommer mistanken om ikkeopdagede smittede, der skaber stor bekymring for ny spredning af sygdommen.
Natklubber er blevet beordret lukket igen i de større byer. Sydkorea var ellers i sidste uge nået ned på under ti smittede om dagen, og landet er blevet trukket frem af omverdenen som et skoleeksempel på bekæmpelsen af coronavirussen. Nu er Sydkorea også blevet et eksempel på faldgruberne ved den øvelse, som mange lande, inklusive Danmark, står over for i disse uger: at reducere den sociale distance.
Japan har allerede oplevet den anden bølge af covid-19. En succesfuld håndtering blev afløst af ny nedlukning, da smitten igen bredte sig midt i april. Nu ser situationen igen lysere ud, og Japan forbereder sig på en ny delvis genåbning af størsteparten af landet, hvor smittespredning ikke længere bliver registreret.
Men økonomiminister Yasutoshi Nishimura advarede ifølge netmediet Bloomberg i det japanske parlament om, at genåbningen langtfra er sikret.
Den kan kun kan fortsætte, så længe antallet af smittede i Japan falder, og ellers »er vi nødt til at overveje at genindføre nødretstilstanden«, sagde økonomiministeren.



