Fireårige Cleos kidnapper var »sygeligt« glad for dukker: Havde et rum kun fyldt med dukker

Den 36-årige mand, der er anholdt for at have kidnappet fireårige Cleo Smith, var så begejstret for dukker, at han havde indrettet et helt rum kun til dem: »Intet slår at slappe af derhjemme med Bratz-dukker«.

Det var lidt af et syn, der mødte betjentene, da de natten til onsdag brød ind i et hus i den australske by Carnarvon.

I huset fandt de fireårige Cleo Smith, der i mere end 18 dage havde været væk fra sin familie. Men hun var ikke det eneste fund i huset, der vakte opsigt.

Inde i huset fandt betjentene et helt rum fyldt med dukker. Alle dukkerne synes at forestille piger. Værelset med de mange dukker kan ses her.

En 36-årig mand, der er ejer af huset, er anholdt af politiet. Han er mistænkt for at have kidnappet Cleo Smith fra hendes forældre under en campingtur i midten af oktober.

Siden anholdelsen har australske medier – blandt andet The Sydney Morning Herald – gravet videoer og billeder af den anholdte frem.

Et af billederne forestiller værelset med de mange dukker, hvoraf flere stadig er i deres originale emballage.

Et andet billede forestiller en selfie af den anholdte sammen med en dukke, hvor han er iført en T-shirt med en Bratz-dukke på. Han holder en dukke i hver hånd. I teksten står der: »Intet slår at slappe af derhjemme med Bratz-dukker«.

En video, som den 36-årige mand selv har delt på Facebook, forestiller ham på tur i sin bil med en dukke.

»Jeg elsker at tage mine dukker med på tur og at ordne deres hår og tage gode selfies,« skriver han i en tekst til videoen.

Politiet antager, at han har »handlet på egen hånd«. De udtaler, at de ikke tror, at bortforførelsen var planlagt.

Manden blev bragt på hospitalet efter at have pådraget sig skader, mens han var i politiets varetægt. Han skulle selv have påført sig skaderne.

Cleo Smith var i fysisk god behold, da hun blev reddet af politiet. Der er ikke oplyst noget om, hvorvidt hun har lidt overlast eller er blevet misbrugt under kidnapningen, som det tidligere er set i lignende sager.

Hun opholdt sig i et oplyst soveværelse, da politiet fandt hende, hvor hun var i gang med at lege med noget legetøj.

Politiet har ikke kommenteret eller bekræftet fundet af de mange dukker.

Syv minutter fra sit eget hjem

Over 100 politibetjente deltog i den intense menneskejagt på Cleo Smith, som optog millioner af australiere de seneste par uger. Det var fra starten politiets teori, at nogen havde kidnappet pigen.

Den australske regering udlovede en dusør på en million australske dollar – svarende til knap fem millioner kroner – for oplysninger, som kunne føre til Cleo Smith.

Politiet fandt Cleo Smith under en times kørsel fra campingpladsen, hvor hun sidst var blevet set, og kun syv minutters kørsel fra hendes eget hjem.

Politiet forklarer, at de tirsdag modtog information, som sammen med tidligere fund førte dem til adressen, hvor hun blev fundet. Præcis hvilke spor og fund, har politiet ikke oplyst.