Erdogan strammer skruen over for Trump med Saudi-Arabien som pression

Tyrkiets leder lagde ikke fingrene imellem i går. Det var planlagt mord på den saudiarabiske systemkritiker, Jamal Khashoggi, og USAs og Saudi-Arabiens fælles problemer med den myrdede Khashoggi er derfor ikke blevet mindre.

Saudi-Arabiens kronprins Mohammed bin Salman trykker hånd med sønnen til den afdøde saudiske journalist Jamal Khashoggi, i Riyadh, i Saudi-Arabia, 23. oktober 2018. Foto: EPA/BANDAR ALGALOUD

Recep Tayyip Erdogan viste i går, hvorfor han har været Tyrkiets mest magtfulde præsident i flere årtier. Erdogan kan det internationale spil bedre end mange, og han har med mordet på den saudiarabiske systemkritiker Jamal Khashoggi fået en række politiske trumfkort forærende både over for Saudi-Arabien og USA.

Med Erdogans optræden i går fik Saudi-Arabiens kronprins, Mohammed bin Salman, et synligt bevis på, at Tyrkiets leder har ambitionen om at spille førsteviolin som den arabiske verdens mest magtfulde stat. Det er ikke Saudi-Arabien, der skal spille den rolle. Det skal Erdogan.

Og samtidig fik Erdogan sat et effektivt angreb ind på Saudi-Arabien med sine klare meldinger om, at Khashoggi – i strid med Saudi-Arabiens officielle forklaring – var blevet myrdet med overlæg i en planlagt og veltilrettelagt aktion. Dermed pressede han også USAs præsident, Donald Trump, som har nægtet at udtale sig klart om mordet og især, om hvorvidt det var planlagt eller et uheld.

Planlagt og veltilrettelagt

De saudiarabiske efterretningsfolks metoder var ifølge Erdogan et resultat af professionel planlægning længere oppe i det saudiarabiske hierarki. Erdogan nævnte selvfølgelig ikke bin Salman ved navn. Men ingen kunne være i tvivl om, at Erdogan mente, at pilen pegede langt ind i kongehusets egne rækker.

Med hensyn til USA strammede Erdogan også skruen over for Donald Trump. Han blev ikke ladt i tvivl om, at Erdogans meget klare meldinger om mordets grusomhed, og at Tyrkiet i øvrigt ønskede samtlige 18 mistænkte saudiarabere udleveret, var alvorligt ment, og at Trump gjorde bedst i at støtte Tyrkiet i en strid, som Tyrkiet vil vinde.

Trump har nemlig vaklet og forsøgt at tage hensyn til Saudi-Arabiens betydning i forhold til USAs Mellemøsten-politik og samtidig tage hensyn til den hjemlige kritik fra egne republikanske kredse om, at han ikke var klar nok i mælet over for den saudiarabiske hersker, bin Salman. Trumps meldinger står kort fortalt i skærende kontrast til Erdogans glasklare udmeldinger.

USA: Salman skal blive

Så Trump står i en meget vanskelig situation, og den amerikanske udenrigsminister Mike Pompeos besøg for nylig i Saudi-Arabien har angiveligt vist, at USAs vaklende holdning ikke alene udspringer af, at olielandet spiller en afgørende rolle i USAs Mellemøsten-strategi – USA frygter også, at bin Salman kan blive fjernet fra magten i et kup, hvor ingen ved, hvem der vil efterfølge ham.

Den amerikanske TV-station CNN har citeret en række kilder for, at Pompeo ved sin ankomst til Saudi-Arabien var desperat efter at tvinge kronprinsen og kongen til at fortælle, hvad der var sket, og i øvrigt at få dem til at gå i offensiven med sandheden. Det ville forhindre, at kongehuset blev fanget på det forkerte ben og ville blive tvunget til at tage drastiske beslutninger og f.eks. tvinge bin Salman fra magten.

Det vil nemlig være ekstremt risikabelt på et tidspunkt, hvor Mellemøsten stadig er lammet af flere stridigheder end nogensinde tidligere med Syrien som en af de mange konflikters største omdrejningspunkt.

Skal Salman fjernes for at redde det hele?

Aaron Stein, som er kommentator ved Atlantic Council, siger, at Tyrkiet har spillet deres kort meget godt hovedsageligt på grund af saudiarabisk inkompentence. »Men meget afhænger af, hvordan USA klarer de næste skridt«, siger han til det arabisk-engelsksprogede blad CPIFinancial.

Bladet skriver, at det er håbet fra Tyrkiets side, at USA vil ringe til den 82-årige kong Salam bin Abdulaziz og bede ham om at fjerne kronprinsen, som Erdogan ikke regner for noget. Men sådan en manøvre er rent ud sagt farlig, ikke alene for USA, men for hele Mellemøsten.

Tyrkiet er Mellemøstens vigtigste land

Ifølge flere mellemøstlige medier er det først og fremmest Erdogans hovedformål at få Trump placeret i en sådan situation, at USA tvinges til at svække forholdet til Saudi-Arabien og erkende, at Tyrkiet er nøglespilleren i området, og at intet – hverken krig eller fred – kan ske, uden at Tyrkiet er USAs tætteste allierede.

Foreløbig er alle enige om, at Erdogan har spillet sine kort overordentlig godt, og at han formentlig har gemt sit trumfkort til sidst. Nemlig et lydbånd, som tyrkerne har antydet, at de er i besiddelse af, og som ifølge rygter fortæller om Khashoggis sidste minutter i det saudiarabiske konsulat i Istanbul.

Det kan blive det, der får Trump til endelig at opgive Saudi-Arabien som USAs nærmeste sunnimuslimske arabiske allierede.

Kristian Mouritzen er Berlingskes sikkerhedspolitiske korrespondent