Er Kina sin egen værste fjende? Sådan spænder kæmpen ben for sig selv på vejen mod verdensherredømmet

Kina drømmer om at blive verdens førende supermagt. Strategien giver dog tilbageslag, og en kinesisk domineret fremtid er ikke på trapperne, argumenterer den canadiske Kina-forsker Luke Patey i sin nye bog.

Kina er ikke gode venner med flere af sine naboer i Asien. Det er et problem, hvis Kina vil være nummer et i verden. Her er det aktivister i den indiske by Ahmedabad, der protesterer mod Xi Jinping efter blodige grænsesammenstød mellem Indien og Kina sidste sommer. Sam Panthakay/AFP/Ritzau Scanpix

Det er blevet døbt det kinesiske århundrede. En tid, hvor supermagten USA står tilbage splittet, resigneret og i forfald. Tænk blot på angrebet mod Kongressen i januar og på coronapandemiens hærgen. Og så er der Kina.

Kæmpen i øst, hvor hjulene spinner selv midt under coronakrisen, og hvor generalsekretær Xi Jinping sender kinesiske vacciner til verdens udviklingslande og taler om fred, retfærdighed og frihed foran verdenseliten i Davos.